Hirtshals Havn er blevet den største modtager af laks i Europa, og en række førende virksomheder inden for lakseindustrien er blevet en del af den klynge af virksomheder, der nu går under betegnelsen Hirtshals Laksehub.
Hvert år lander flere hundrede tons laks på havnen i Hirtshals, hvor fiskene ikke ryger videre ud i verden som en del af fødevareindstruien, men hvor både skrog og kødrester indgår i en større symbiose.
Overskudskød og fiskeskrog bliver brugt til dyrefoder og kosttilskud til mennesker. Vand fra produktionen benyttes i forbindelse med biogasproduktion, og overskudsvarme fra filetfabrikker sendes videre til andre virksomheder. Det er blot nogle eksempler på det konstruktive samarbejde mellem virksomhederne i Hirtshals Laksehub, som er etableret på Hirtshals Havn.
“Vi har en lang og solid tradition for køb, salg og filetering af laks i Hirtshals, og i de seneste år er aktivitetsniveauet blevet markant større, fordi internationale virksomheder har slået sig ned på havnen. Det har nu ført til etableringen af Hirtshals Laksehub, hvor vi sætter samarbejdet mellem virksomhederne i system og styrker vores position på det europæiske marked,” siger Linn Indrestrand, Head of Fishery & Maritime Services på Hirtshals Havn.
Tiltrækker virksomheder
Havnen er et vigtigt knudepunkt for fiskeri i Norden, og i Norge anser mange sågar havnen for at være den sydligste af alle norske havne. Havnen har taget initiativ til laksehubben, hvor en række førende, internationale virksomheder primært samarbejder om at udnytte alle dele af laksen i en cirkulær symbiose, hvor eksempelvis kødrester og skrog bliver anvendt i forbindelse med fremstilling af ernæring til både mennesker og kæledyr.
På den måde har man i Hirtshals formået at tiltrække virksomheder, som kan se en stor fordel i samarbejdet. Det er blandt andet store, veletablerede virksomheder som Skagerak Salmon, Biomega, Dan Salmon, Lerøy Seafood og Hav Line Processing. Sidstnævnte har etableret en af verdens største lakseterminaler i Hirtshals.
Direktør Bård Sekkingstad fra fiskefabrikken Skagerak Salmon ser også store fordele ved etableringen af en laksehub.
“Det er en kæmpe fordel, at der er mange kompetencer samlet på ét sted, og det er vigtigt, at vi helt lavpraktisk får nem adgang til de øvrige virksomheder via laksehubben. Det gør det lettere at finde ud af, hvordan vi kan fremme en bæredygtig udvikling. Det er naturligvis en fordel, at de dele af fisken, vi ikke selv kan bruge, indgår i produktionen hos andre virksomheder i Hirtshals og ikke skal transporteres til andre dele af landet eller smides ud,” siger han.
Han fortæller samtidig, at det er vigtigt, at Skagerak Salmon kan bruge alle råvarerne i Hirtshals og bruge færrest mulige ressourcer på transport og emballage.
Norske Biomega, der i 2021 byggede et nyt bioraffinaderi på Hirtshals Havn, er en af de virksomheder, der har stor glæde af laksehubben. Biomega producerer blandt andet bæredygtig ernæring til mennesker i form af proteiner, olie og peptider samt højkvalitets dyrefoder, og råmaterialet stammer fra laks.
“Vi skal have adgang til store mængder lakseafskær fra filetfabrikkerne for at kunne opretholde vores produktion. Det er for eksempel hoveder, ryg og haler, og vi skal have afskær, som er helt frisk. For os handler det om at få så høj kvalitet som overhovedet muligt,” siger CEO, Stig Victor Petersen.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk