Regeringen og alle Folketingets partier har netop indgået en aftale om bedre vilkår for demokratiske virksomheder. Landdistrikternes Fællesråd kalder aftalen for særlig vigtig for erhvervslivet udenfor de største byer.
Generaionsskifte er en stor udfordring for mange virksomheder, og da mange familieejede virksomheder ligger i landdistrikterne og det, der der ofte kaldes Udkantsdanmark, er det ofte vigtige arbejdspladser for lokalområder, hvor der i forvejen er få arbejdspladser.
Med en ny aftale indgået mellem regeringen og en række af Folketingets partier, lægges der nu op til, at styrke forholdene og øge kendskabet til forbrugerejede, producentejede, foreningsejede eller medarbejderejede virksomheder – der hører under den samlede betegnelse ”demokratiske virksomheder”, der allerede i dag fylder demokratiske virksomheder relativt mere i landdistrikterne end i byerne.
“I landdistrikterne er der typisk færre købere eller arvtagere til at overtage en virksomhed, som nuværende ejer ønsker at generationsskifte, og dermed bliver virksomheden lukningstruet. Med denne aftale bliver det nemmere at overtage og drive de virksomheder videre, og derfor er denne aftale særligt vigtig for erhvervslivet i landdistrikterne, hvor der ofte er hårdt brug for arbejdspladserne,” siger Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard.
Bedre vilkår
Blandt de partier, der har skubbet meget på for at få mere fokus på demokratiske virksomhed, er Enhedlisten, hvor politisk ordfører, Pelle Dragsted, glæder sig over den nye aftale.
“Vi er meget glade for at vi nu endelig får skabt bedre muligheder for at drive og starte demokratiske virksomheder i Danmark. Mens den demokratiske ejerform buldrer afsted i vores nabolande, er vi sakket bagud i det gamle andelsland Danmark. Nu gør vi det nemmere at omdanne, drive og beskytte demokratiske virksomheder, og vi sørger for at der kommer viden ud i erhvervshuse og handelsuddannelser om de demokratiske ejerformer. Det er rigtig godt og noget vi har arbejdet for i mange år,” siger han.
Også Dansk Folkepartis, erhvervsordfører Nick Zimmermann glæder sig over resultatet.
”Jeg er glad for, at vi med denne aftale får implementeret mange af eksperternes anbefalinger. Jeg har en forhåbning om, at aftalen kan være med til at udbrede og forbedre vilkårene til demokratiske virksomheder, som vi har en lang tradition for i Danmark.”
Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard har været en del af ekspertgruppen, og han er særligt positiv over, at aftalen gør det lettere indenfor de nuværende virksomhedsformer at være medarbejderejet, og det gøres nemmere at opnå finansiering til disse virksomheder.
“Det er godt, at man giver virksomhederne bedre muligheder for at være medarbejderejet og opnå finansiering. Men jeg havde gerne set, at ekspertgruppens anbefaling om en ny model for generationsskifte til medarbejdereje også var med, så driftige ansatte fik bedre muligheder for at drive virksomheden videre og bevare arbejdspladser lokalt. Det var der desværre ikke finansiering til, kan vi forstå,” siger han.