Der er gode og dårlige ledere, og der er gode og dårlige medarbejdere, og nogle gange ønsker vi også, at bruge endnu stærkere ord end disse om nogle af vores medarbejdere. Men ifølge psykolog og forfatter Henrik Tingleff, indrømmer kun meget få af os, at vi selv har været kontorets store idiot.
Du har sikkert en kæmpe idiot på din arbejdsplads, eller har haft på et tidspunkt i dit arbejdsliv. Ham, der konsekvent kommer for sent og spilder andres tid. Hende, der evig og altid maser sig foran og tager æren for dit arbejde. Alle dem, med millimeters præcision kan gennemskue, at alle ideer er elendige.
Så langt så godt. Ovenstående kan vi stort set alle sammen genkende, hvis man spørger forfatter og psykolog, Henrik Tingleff, der er aktuel med bogen Egodyret, der er udkommet på Gyldendal. Men det er også kun den halve sandhed, mener han.
“Det er ret interessant, at når man spørger folk, om de har oplevet det, jeg kalder “røvhulsadfærd”, så svarer 80 procent af os, at det har vi oplevet. Men undersøgelser viser også, at kun 1,5 procent indrømmer, at de selv har været den person engang imellem,” siger han.
Når andre udviser den samme adfærd, som vi selv kan have – fylder meget ved bordet, taler højt, køber en stor ny bil – synes vi, at det er latterligt.
Henrik Tingleff.
Han fortæller samtidig, at det faktum, at vi – næsten alle sammen – på den ene eller anden måde maser os foran i køen, søger at fange vores kollegers opmærksomhed eller på anden måde prøver at fremstå mest muligt kompetente, er et levn fra menneskets fortid.
“Det handler om vores territoriale adfærd. Psykologiske undersøgelser og hjernescanninger viser, at når vi mennesker oplever, at vores opfattelse udfordres, når vi mister prestige eller skal dele opmærksomhed, reagerer vores hjerner på samme måde som vores tidlige forfædres, når de så en fremmed flok nærme sig deres landsby eller boplads,” siger han.
Ifølge Henrik Tingleff bruger vi alle en nemlig meget energi på at hævde os selv eller nedgøre andre, også uden at være beviste om det. I vores forfædres tid ville det have udmøntet sig i en rituel stammedans med slag mod brystet og store brøl, når man skulle vise styrke, eller i fysisk at jage andre ud af territoriet, når man følte sig udfordret.
I dag sker det ofte gennem sociale strategier, hvor vi forsøger at fastholde vores position eller svække andres.
“Når andre udviser den samme adfærd, som vi selv kan have – fylder meget ved bordet, taler højt, køber en stor ny bil eller tager fint tøj på – synes vi, at det er latterligt og irriterende og forsøge at nedgøre det. Men når vi selv gør det, har vi det godt med det. Det er en konstant kamp om territorium, der foregår mellem mennesker, og hvad det koster tid og ressourcer, er jo uoverskueligt at tænke på.”