Der skal være folketingsvalg inden for det kommende år, og inden valgflæsket for alvor bliver bragt til bordet, har vi taget en rundspørge hos forskellige aktører i dansk erhvervsliv og spurgt, hvad de ønsker sig af politikerne til det kommende valg. Denne gang; Henriette Kjær, politisk chef i ITD, brancheorganisationen for den danske vejgodstransport.
Der sker meget på transportområdet i disse år. Co2-udledningen skal ned, og omstillingen fra fossile til grønne brændstoffer er øverst på dagsordenen. Men det er en stor hurdle at klare alene for den enkelte transportvirksomhed, og det kræver penge og ikke mindst politisk vilje, hvis målsætningerne skal indfries.
Nu banker folketingsvalget snart på døren, og vi har spurgt Henriette Kjær, politisk chef i ITD, hvad hun håber, at politikerne vil fokusere på under det kommende valg.
Vi ser gerne, at der laves en udbudsordning om at overtage PostNords forretninger. Servicen kan kun blive bedre.
Henriette Kjær, politisk chef, ITD, transport- og logistikvirksomheders brancheorganisation.
Grøn omstilling kræver støtte
Hele vores branche er meget engagerede i den grønne omstilling, som transportsektoren spiller en stor rolle i. Men det er klart, at vi kan ikke løfte opgaven alene, for der skal politiske initiativer til, hvis det skal kunne lade sig gøre.
Desværre har vi med den nuværende regering mere fået med pisken, end vi har fået gulerødder, og det er ikke en farbar vej i længden. Der er lavet mange krav og regler, og der er blevet sat en række forskellige afgifter i verden, der skal gøre skubbe vores sektor væk fra de fossile brændstoffer.
Men skal den grønne omstilling være en succes i transportsektoren, så kræver det også, at der kommer tiltag i retning mod økonomisk støtte til de virksomheder, der skal udskifte deres flåde af køretøjer. Og disse støtteordninger findes stort set ikke i dag. Det er for bureaukratisk at komme igennem med, og støtten er ikke høj nok, når man endelig kommer igennem.
Vi mener, at man bør lave en fradragsordning ved køb af nulemissionskøretøjer, og at der skal være en skatterabat for dem, der tager disse gode og grønne initiativer. I det hele taget er det vigtigt, at hele denne omstilling bliver så let og simpel at gennemføre som muligt. Vores frygt er, at kontrol og bureaukrati vil bremse mere, end det vil gavne.
Hold fast i infrastrukturplanen
Vi har fået en rigtig god infrastrukturplan, der kører frem til 2035. Og selvom vi er i en situation med inflation og stigende priser, så er det vores håb, at man fra politisk side holder fast i planen i så vid udstrækning, det kan lade sig gøre.
Udbygningen af vejnettet er vigtig, og den skal vi virkelig holde fast i, for det kan blive meget problematisk og dyrt at lade være. Der er mange steder i landet, hvor vores medlemmer og alle andre trafikanter oplever meget stor trængsel og hyppige forsinkelser, og det skal der gøres noget ved.
Samtidig mener vi, at der skal laves flere rastepladser og bedre plads til lastbiler i det hele taget. For få pladser udfordrer os på køre-hviletidsregler, hvilket er meget problematisk.
Vælger den kommende regering af udskyde eller aflyse dele af infrastrukturplanen, så skubber vi bare problemet foran os. For vejene skal udbygges og vedligeholdes, og det bliver kun dyrere at vente.
Ud med statsstøtten
Vores branche er udsat for unfair konkurrence fra det statsstøttede PostNord, og det skal der ganske enkelt gøres noget ved. De modtager statsstøtte for at køre breve ud til danskerne, selvom vi stort set ikke sender noget fysisk post længere, og de derfor ikke kan få forretningen til at køre rundt på de markedsvilkår, vi andre opererer på.
Vores mistanke er, at når PostNord kører ud med breve, så tager man også pakker og andet med sig, og giver dermed en billigere pris til dem, der skal have transporteret stykgods. Det er stik imod reglerne.
Det er unfair konkurrence, at man fra statens side går ind og støtter ét firma på et marked, hvor der er masser af private virksomheder, der kunne udføre den samme opgave. Alle de opgaver, som PostNord får støtte til at udføre, kunne andre gøre lige så godt eller bedre.
Så vi håber på forhandlinger med politikerne, så vi kan få opgaverne delt ud på de private. Vi ser gerne, at der laves en udbudsordning om at overtage PostNords forretninger. Servicen kan kun blive bedre, end den vi får med statsstøtte i dag.

