Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma annoncerer i dag, at virksomhedens nye CEO bliver Henriette Hallberg Thygesen.
Med en række ledende stillinger i A.P. Møller Mærsk bag sig og bestyrelsesposter i nogle af landets største virksomheder, er det ifølge Termas bestyrelsesformand Carsten Dilling en stærk kapacitet, der nu skal overtage direktørstolen i Terma.
Termas nye CEO siger selv, at virksomheden står med et vigtigt ansvar, som hun ser frem til at stå i spidsen for:
”Som landets absolut største forsvarsvirksomhed står Terma med et vigtigt ansvar for at levere løsninger og skabe teknologi til Danmark og ikke mindst til vores internationale partnere. For at kunne løfte den opgave står Terma overfor en transformativ vækstrejse. Det glæder jeg mig til at skulle være en del af”, siger Henriette Hallberg Thygesen.
Carsten Dilling ser også frem til det nye samarbejde.
”Terma er en vigtig virksomhed for Danmark, og derfor har vi været igennem en meget grundig proces med en række stærke kandidater for at finde den helt rette til at føre Terma videre – og det har vi fundet i Henriette”.