Efter strategisk omstrukturering på nøglemarked mærker hegn-leverandøren Heras betydelig vækst. Nu betyder mangel på kvalificerede montører dog, at virksomheden står over for helt nye udfordringer.
Flere og flere virksomheder hegner sig ind, og det har givet gang i forretningen hos Heras, der er leverandør af hegn og porte.
Derudover har de gennemgået en omfattende omstrukturering som led i en strategisk indsats på Sjælland, hvilket har resulteret i gode resultater her halvandet år senere. Nu står virksomheden dog over for store rekrutteringsudfordringer, der skaber pres på de fremtidige ambitioner, fortæller country manager, Morten Erikstrup.
“København er et yderst vigtigt marked, så der har ligget en klar strategisk plan om at styrke vores øst-afdeling og sikre os markedsandele. Det har givet resultat, og i det sidste år har vi set en stor forbedring i ordretilgangen og næsten fordoblet vores montørhold. Men vi er stødt på en mur på grund af mangel på montører. Det er et stort brancheproblem, som virkelig skaber udfordringer for vores forretningsstrategi.”
Går ikke på kompromis
På Sjælland adskiller markedet sig ved en bredere kundesegmentering og en stor koncentration af opgaver i København, som kræver særlige løsninger grundet begrænset fysisk plads og en kompleks undergrund fyldt med ledningsnetværk.
Kundegruppen omfatter både logistik- og industrivirksomheder samt offentlige institutioner, hvilket stiller høje krav til montørernes fleksibilitet og omstillingsevne. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er dog en udfordring, som SER Hegn Øst nu søger at løse med øget fokus på rekruttering og medarbejderfastholdelse, idet montørerne anses som virksomhedens vigtigste ressource.
Ifølge Morten Erikstrup skal der, hvis Heras skal tiltrække flere medarbejdere, først og fremmest skabes en psykisk og fysisk sikker og tryg virksomhed for de ansatte.
“Hvis vi skal sikre os de ressourcer, det kræver for at vækste, så skal vi rekruttere bredt. Derfor skal vi som virksomhed hele tiden forbedre os. Uanset hvor travlt vi har, må vi ikke gå på kompromis med det psykiske arbejdsmiljø, den fysiske sikkerhed og onboarding af nye medarbejdere. Det er essentielt, hvis vi skal sikre medarbejderfastholdelse og tiltrække nye medarbejdere,” siger han.