Hans Ubbe Ebbesen er ny direktør for Engineer the Future i 10-året for teknologialliancen og fortsætter indsatsen for at skabe plads til alle børn og unge i science og teknologi.
Hans Ubbe Ebbesen er ny direktør i Engineer the Future, Danmarks teknologiske alliance bestående af teknologistærke virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner.
Den nye direktør har tidligere haft ledende stillinger hos A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk med særligt fokus på at sikre den nuværende og fremtidige arbejdskraft. Han tiltræder sin nye stilling med en stor ydmyghed og respekt for det, Engineer the Future har bedrevet, siden teknologialliancen for ti år siden blev skabt af visionære kræfter i Ingeniørforeningen IDA.
“Alliancen har med stærke bestyrelseskræfter, partnere og dygtige medarbejdere skabt en handlekraftig platform, som gør science og teknologi relevant for børn og unge over hele landet,” siger Hans Ubbe Ebbesen.
Bestyrelsen hos Engineer the Future ser frem til at få en ny direktør, fortæller bestyrelsesformand Laura Klitgaard.
“Behovet for at børn og unge opnår en grundlæggende forståelse for teknologi og den verden, de lever i, er stigende i kraft af den accelererende teknologiske udvikling. Her spiller de tidlige indsatser og oplevelser en afgørende rolle, da de er med til at sikre den teknologiske dannelse, som er så vigtig. Dertil kommer at behovet for højt kvalificerede ingeniører og specialister i science og it vokser i takt med de udfordringer, vi står over for som samfund,” siger hun.