En ammoniakdreven skibsmotor med et essentielt forsyningssystem fra den Hedensted-baserede virksomhed Eltronic FuelTech er nu en realitet. For første gang bliver reel grøn skibstransport muligt.
Den grønne omstilling kommer buldrende inden for snart sagt alle brancher og sektorer, men hos de store skibe, der transporterer gods rundt til hele verden, har udviklingen været langsommere end mange andre steder.
For det kræver store mængder energi og brændstof at få de store containerskibe til at rejse, men nu har Eltronic FuelTech fra Hedensted fået et teknologisk gennembrud, der kan betyde nye tider for søfarten. For danskerne har i samarbejde med MAN Energy Solutions, DTU og det norske klassifikationsselskab DNV udviklet en helt ny ammoniakdreven skibsmotor.
Fuldskala-ammoniakmarinemotoren er den første af sin slags i verden, og i testfasen blev forbrændingen udført på en MAN B&W totakts 4T50ME-X type. Det gav positive resultater med særligt lovende data vedrørende pilotoliemængde og forbrændingsstabilitet, og dermed har en ny type skibsmotor, hvor det unikke forsyningssystem giver en sikker forsyning og håndtering af ammoniak som brændstof ombord på skibet, set dagens lys.
“For at opnå reel zero-carbon shipping er ammoniak det mest gangbare brændstof. Hidtil har teknologien til sikkert at håndtere ammoniak som brændstof ikke været på plads, men det er den nu, og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning for den maritime sektor, at ammoniakmotoren og det tilhørende forsyningssystem fra tank til motor nu er en realitet,” siger Louise Andreasen, administrerende direktør i Eltronic FuelTech.
Virksomheden har i forvejen udviklet tilsvarende forsynings- eller sikkerhedssystemer til mere end 550 skibe drevet på alternative brændstoffer, som metanol, LPG og LNG. Den færdige ammoniakmotor forventes at blive leveret i slutningen af 2024 eller starten af 2025, og teknologien skal også kunne implementeres på skibe i den eksisterende skibsflåde.
“Med vores teknologi kan vi bidrage til en grønnere skibstransport. Lige som vi gennem den seneste tid har oplevet en stigende tilslutning til grøn metanol, ser vi et enormt potentiale i ammoniak, som uden tvivl bliver kæmpestort inden for ganske få år, og især når de store containerskibe kommer med, vil vi opnå en betydelig CO2-mæssig gevinst for kloden,” siger Louise Andreasen.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk