Thomas Hagelund Helsgaun er blevet udpeget som ny driftsdirektør i Greenlab Skive, efter en årrække i Maersk Training.
Greenlab Skive, der er et erhvervsområde med stort fokus på klimaet, og som ifølge Skive Kommunen er ”verdens første ægte grønne energipark”, har hentet Thomas Hagelund Helsgaun ind som ny driftsdirektør.
”Greenlab står et rigtig spændende sted lige nu, hvor mulighederne er mange, ambitionerne er høje og det, vi har at tilbyde, er yderst relevant. Jeg glæder mig til at sætte mine kompetencer i spil i både driften, oprettelsen af Greenlab Innovation Center og i videreudviklingen af Greenlab,” siger Thomas Hagelund Helsgaun, der kommer til Greenlab Skive fra en stilling som managing director hos Mærsk Training.
Han har, inden han kom til Mærsk, hvor han har beklædt en række forskellige stillinger, haft en karriere inden for Forsvaret.
”Det bliver en rolle, hvor jeg kan bruge min erfaring med skalering, vækst, opbygning af nye tiltag, og hvor jeg kan bygge bro mellem forskning og forretning. Og så er det en rolle, der kræver både lokal eksekvering og et globalt udsyn – det passer mig rigtig godt,” siger Thomas Hagelund Helsgaun.