Gefion Group har netop indgået aftale med Europa Capital om salget af Kanalgaden 3 i Albertslund, som er en spektakulær seniorboligejendom med 88 boliger.
Europa Capital, som tidligere har købt en række ejendomme af Gefion Group på Amager Strandvej, har valgt at købe endnu en ejendom af Gefion Group. Denne gang er der tale om Kanalgaden 3, der tidligere var en kontorejendom, men som Gefion Group er ved at konvertere til et seniorbofællesskab baseret på den nyeste viden indenfor seniorboliger og bofællesskaber.
Det er Gefion Groups første seniorboligprojekt, og udviklingen af projektet er sket i et tæt samarbejde med en antropolog med erfaringer fra seniorbofællesskaber i Danmark. Seniorboligejendommen byder derfor på tagterrasser med motionsstier, et hobbyværksted, et multifleksibelt fællesrum med køkkenfaciliteter, gæsteboliger og ikke mindst et orangeri med pejs placeret i gårdrummet, hvor der er flere forskellige udendørs siddemiljøer. Derudover er der parkering i ejendommens parterre. Ejendommen er meget velbeliggende lige ved Albertslunds handelsstrøg, kulturliv og S-togsstation.
“Vi er rigtig glade for igen at kunne sælge en ejendom til Europa Capital. Det er altid en fornøjelse og ikke mindst et godt tegn, når kunderne vender tilbage. Europa Capital købte for 2 år siden tre boligejendomme på Amager Strandvej, som i dag er blevet et meget flot og færdigudviklet område. Nu glæder vi os til igen at kunne overdrage en spændende og ambitiøs ejendom, som vi har lagt meget arbejde i at udvikle, idet det er vores første seniorbofællesskab.” siger Thomas W. Færch, CEO, Gefion Group.
Kanalgaden 3 bliver opført af Gefion Byg og forventes færdigbygget og overdraget til Europa Capital primo 2023. Ejendommen opnår DGNB certificering.
I forbindelse med handlen er Gefion Group blevet rådgivet af RED | Cushman & Wakefield og Bruun & Hjejle. Europa Capital er repræsenteret af sin lokale partner Keystone Investment Management og er blevet rådgivet af Accura og Emcon.