Hun er nomineret til en nyetableret pris for sit iværksætteri. I november udkommer hun med en bog om netop rejsen dertil, og på Instagram følger og interagerer knapt 18.000 mennesker med det community, der er essentiel for virksomheden, IGEN.
Da stifter af IGEN, Louise Bjerre, startede sin YouTube-kanal som 15-årig, var det under navnet ‘Louliving’. Her spirede det frø, som et lille årti senere skulle vise sig at blive til virksomheden, IGEN.
I starten havde titlerne på Youtube-videoerne ordlyd af ‘Ting drenge ikke forstår ved piger’, men som 18 årig forsøgte hun sig med et koncept, som skulle vise sig at blive til den virksomhed, der i dag har tre ansatte, og som kan skrive Lily Collins og andre internationale kendisser på sin kundeliste.
Youtube som kickstarter
IGEN laver produkter, der er skabt med formålet om at minimere spild og unødvendig affald gennem genanvendelighed og innovative materialer, men idéen startede på den platform, hun senere har skullet arbejde hårdt for at frigøre sig fra.
“Jeg lavede en serie på Youtube, som handlede om at leve som en ‘klimatosse’. En aften talte jeg, at jeg skyllede fem vatrondeller ud i toilettet hver eneste dag, men jeg syntes, at det var utrolig svært at finde gode genanvendelige produkter. Så måtte jeg jo lave dem selv,” fortæller hun.
Det er i forvejen svært at blive taget seriøst som Youtuber, så vi var allerede ti skridt bagud, da vi startede
Det har dog ikke kun været en fordel at have sin solide følgerskare på 180.000 fra Youtube og Instagram med sig, da hun i slutningen af december 2019 lancerede IGEN.
“Det har selvfølgelig været en stor fordel for mig, at en brøkdel af mine følgere sad klar til at støtte, da hjemmesiden lancerede, men jeg blev i den grad også opmærksom på alle dem, der sad klar til at se det hele falde til jorden. Det er i forvejen svært at blive taget seriøst som Youtuber, så vi var allerede ti skridt bagud, da vi startede,” fortæller hun på sit kontor i Indre København.
Her er indrettet med IGEN-produkter fra gulv til loft – fra termokopper til lys af rapsvoks i mundblæst glas og en t-shirt kollektion, hvor Louise Bjerre ikke er bleg for at tale om argumenter og tanker bag hvert af de materialer, man må have spørgsmål til. Ifølge hende har det nemlig netop været den transparens, der har været med til at gøre, at IGEN er så meget andet end et “influencer-brand”, som hun selv kalder det.
“Jeg har følt, at jeg skulle bevise mit værd og reelle vision for IGEN, og derfor har det været vigtigt for os at være super transparente om, hvor vores ting bliver lavet, hvorfor de bliver lavet, og hvad de bliver lavet af. Så folk kan se, hvad meningen egentlig er med det hele,” fortæller hun.
Samler erfaringer i ny bog
Det hårde arbejde mod at blive respekteret som iværksætter med en virksomhed, der ikke kun løber rundt på grund af ejerens teenage-virke og dertilhørende følgere, har dog ikke været spildt. Derfor har Louise Bjerre også skrevet en bog om netop hendes version af det at være iværksætter.
“Det har været en stor opgave at bevise, at det her er et ægte brand – det er bare mig, som har startet det.”
Og her har hun da også kunne trække på den viden, hun har tilegnet sig gennem godt ti år på diverse sociale medier.
“Sociale medier har helt klart også hjulpet med at bevise, at det altså er mig, der sidder og tegner designs, der taler med producenter, mig der står og pakker ordre, men jo selvfølgelig også mig, der står og taler på store fine scener,” siger hun.
IGEN-stifterens bog ‘Guide til iværksætteri (Louises version)’ udkommer d. 3. november og selv er Louise Bjerre helt klar i spyttet, hvad angår formålet med hendes bog.
“Vi mangler kvindelige iværksættere at spejle os i, så hvis nogen kan finde det i min bog, er jeg glad. Bogen er til for at fortælle, at man også kan få succes med sin virksomhed, selvom man ikke arbejder 80 timer om ugen, ikke har alt den forudgående viden om moms og måske endda heller ikke det oplagte netværk.”
Derudover vil bogen gøre op med nogle af de fordomme og stereotyper, som mange forbinder med at være iværksætter.
“Bogen er til dem, som er pissetrætte af stereotyper og mænd i jakkesæt, der fortæller, hvad du skal gøre,” siger hun og tager en tår kaffe af den kop, hun netop har lanceret i samarbejde med en lille kvindedrevet keramikvirksomhed.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk