Buy-and-build. Det er vækststrategien bag den konstant voksende IT-koncern Simple Agency Group, der nu annoncerer sit 17. opkøb med det digitale bureau Twentyfour.
Efter mere end ti år med digitale løsninger til nogle af Danmarks tungeste aktører bliver bureauet Twentyfour nu en del af Simple Agency Group – en IT-koncern i aggressiv vækst, drevet af en buy-and-build-strategi.
Opkøbet markerer koncernens 17. i rækken og understreger ambitionerne om at samle stærke digitale kræfter under ét tag.
“Twentyfour har en imponerende track record. De kan bygge stort set alt digitalt og har stor erfaring med store organisationer. Det her er ikke bare et opkøb, men en målrettet strategisk investering i vores digitale fundament og kerneforretning. Sammen vil vi sætte nye standarder for digitalisering og webudvikling,” siger Mike Valencia, Group CEO i Simple Agency Group.
Han fortæller videre, at selskaberne i forening, har potentialet til at vinde markedet, og at de vil tage markedsandele fra de største i branchen.
Siden etableringen i 2010 har det digitale bureau Twentyfour skabt løsninger, som millioner af mennesker bruger årligt i form af websites og systemer. I dag leverer de services til over 100 organisationer, virksomheder og institutioner både i Danmark og internationalt, og de har med tiden opnået anerkendelse for deres arbejde med vedligeholdelse, integration og udvikling af komplekse digitale værktøjer.
“Twentyfours drivkraft har altid været at skabe digitale løsninger, der gør en reel forskel. Firmaet er født ud af en kæmpe passion for problemløsning og resultater og den DNA er stadig fundamental for selskabet,” siger Bo Møller, stifter af Twentyfour.