Klimaplan og grøn omstilling er med til at udfordrer affaldsvognmændenes hverdag, hvor affaldslovgivningen og erhvervsudøvelsen tydeligt mærker de nye tider.
Der er mange store planer for den grønne omstilling, og der er også rigtig mange, der potentielt skal føre disse planer ud i livet.
Blandt disse finder vi specialforeningen Danaffald, som organiserer affaldstransportører, og her mener formand, Lars Sørensen, at der alt for ofte mangler logiske sammenhænge mellem klimadebatten og den grønne omstilling, når den skal føres ud i livet.
”Der siges mange flotte ord, men når det kommer til stykket, kan kommunerne være meget tilbageholdne med at tage imod de tilbud om grøn transport, som vores medlemsvirksomheder tilbyder,” udtalte han til årets generalforsamling i foreningen.
Tilbage i 2020 blev klimaplanen stemt igennem i Folketinget, og har siden givet både muligheder og udfordringer for affaldsvognmændene. Samtidig har man hos Danaffald fulgt nøje med i kommunernes nye mulighed for at tilbyde indsamlingsordninger til virksomheder, hvis affaldsproduktion i art og mængde er husholdningslignende.
For Lars Sørensen der flere ting ved denne ordning, der får ham til at stille spørgsmål ved kommunernes fremgangsmåde.
”Mange virksomheder beliggende i byområder med blandede ejendomme med boliger og erhverv er fortsat under kommunale indsamlingsordninger. Det er en sag, vi vil tage op i Danaffalds bestyrelse i det kommende år,” sagde han.
Derudover mener han ikke, at det kan være affaldsvognmændenes opgave at sikre, at affald bliver sorteret rigtigt, når det ankommer til forbrændingsanlægget, selvom dette ifølge Lars Sørensen er en holdning, mange i Miljøstyrelsen har.
”Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er indsamlernes opgave at sikre, at affaldskunderne sorterer korrekt, og om vi skal indtage en rolle som ”politibetjent” i forhold til vores kunder.”