Det kan blive en dyr fornemmelse at komme fra udlandet til Danmark som praktikant. Det har en vietnamesisk praktikant, der har fået job hos et dansk gartneri, måtte sande.
Hos de danske gartnerier ser man i disse år langt efter den næste medarbejder, og spørger man Nicolai Abildgaard, salgsdirektør i den fynske gartnerivirksomhed, ByGrowers, kommer de fleste af deres nye medarbejdere i form af praktikanter, især fra Vietnam.
Men at komme fra eksempelvis Vietnam til Danmark som gartneripraktikant, kan hurtigt vise sig at blive en dyr omgang. Ifølge Fagbladet 3F har en praktikant fra netop Vietnam betalt i alt 25.000 kroner, for at komme i praktik hos fynske ByGrowers.
Af de 25.000 er omkring 13.000 blevet betalt til en agent i Danmark, og de resterende godt 12.000 kroner betales således til et vietnamesiske agentbureau for bl.a. visum og flybillet, samt et servicegebyr.
“Pengene er et gebyr for at få aftalen med gartneriet. Man får ikke udleveret noget for dette beløb, som man er tvunget til at betale, hvis man vil i praktik på gartneriet. Det er overpris. Det er et meget stort beløb for mig, og det svarer til, hvad en person kan tjene ved at arbejde et helt år i Vietnam. Jeg er ikke glad for det,” siger den unavngivne praktikant til Fagbladet 3F.
Men spørger man Nicolai Abildgaard, er en god forklaring på det beløb, den vietnamesiske praktikant har måtte betale.
“Af de 25.000 går de 5.000 kroner til SIRI’s sagsbehandling. Andre 2.500 kroner er betaling for sagsbehandling hos den danske ambassade i Vietnam. Andre 6.000 kroner går til flybilletten. Det skal lige med,” siger han til Netavisen Pio.
Hos 3F er næstformand hos 3F Odense GOPS, Line Bjørndal, dog klar i spyttet omkring den praksis, som ByGrowers benytter sig af.
“Jeg synes, at der er tale om grov udnyttelse af unge mennesker, som kommer til Danmark fra et fattigere land. Det er ulækkert og fuldstændig utilstedeligt, og gartneriet burde straks sætte en stopper for denne udnyttelsesindustri,” siger hun til Fagbladet.
Ifølge Nicolai Abildgaard benytter ByGrowers og omkring 20 andre gartnerier sig af denne ordning, men han fortæller til 3F, at han ikke ved noget om, hvorvidt det er en god forretningen for den danske agent.
“Vi betaler et gebyr med hensyn til, at de skal til Danmark. Og derudover har vi ikke noget som helst at gøre med det,” siger han.