Trods svingende dansk sommervejr blev denne sommer en af de bedste på de danske campingpladser, hvor en ny tendens blandt campisterne viste sig. Antallet af bookinger steg, mens perioderne blev kortere.
Der har været travlhed på de danske campingpladser i sommeren 2024, hvor vejret både viste sig fra sig varme og våde side. Juli måned satte rekord, og generelt set bød sommeren på en vækst i antallet af bookinger på ni procent hos campingkæden, First Camp.
Samtidig viste en ny tendens sit ansigt; nemlig at gæsterne kommer i større antal, og i kortere perioder.
“Vi har haft en forrygende sommer med en betydelig tilvækst i antallet af bookinger på vores campingpladser. Samtidig ser vi, at der bookes færre nætter ad gangen, men her er det vigtigt at se på det store billede, der viser, at gæsterne gerne vil opleve mere og rejser fra plads til plads,” siger Kent Lodberg, der er Head of Brand & Marketing hos First Camp.
Stigende interesse
Ifølge den erhvervsdrivende fond, Dansk Kyst- og Naturturisme (DKN), er der et stort potentiale i kyst- og naturturismen i Danmark, ikke mindst som følge af danskernes stigende interesse for udeliv og outdoor-oplevelser.
“Her handler det ikke så meget om skalering, men i højere grad om at understøtte naturnær overnatning med design, originalitet og på et værdigrundlag om nærvær, fællesskab og bæredygtighed. Samtidig bidrager muligheden for at udbyde disse typer af overnatning til bosætning og beskæftigelse i de lokalsamfund, de er en del af,” siger projektleder, Marie Vestergaard Madzak.
Som følge af den stigende interesse og efterspørgsel på naturnær overnatning rundt omkring i landet, har DKN sammen med bl.a. VisitDenmark, Camping Outdoor Denmark, Dansk Glamping Union og flere andre organisationer, søsat projektet NATURNÆTTER, der vil arbejde med at omdanne eksisterende overnatningskapacitet til et bæredygtigt naturnært overnatningsprodukt af høj kvalitet.
”En af de helt store udfordringer i forbindelse med at oprette naturnær overnatning er at forstå lovgivningen på området og de overordnede rammer for opførsel af overnatningssteder,” siger Marie Vestergaard Madzak.
Tilbage hos First Camp kan man se tilbage på en sommer, hvor forskydningen af skolernes sommerferie til perioden ra den 28. juni til den 12. august var med til at øge tilstrømningen til campingpladserne.
“Forskydningen af skolernes sommerferie har givet flere danske gæster på pladserne i august, men vi får samtidig også flere internationale gæster senere på sæsonen. I år er august næsten lige så stor som juli i forhold til vores indtjening og udgør 47 procent af sommeren. Sidste år var fordelingen 40 procent i august, mens juli udgjorde 60 procent,” siger Kent Lodberg.