Første kvartal 2025 blev udfordrende for FirstFarms, der blev ramt af både lave grisepriser, engangsomkostninger og et udbrud af mund- og klovesyge på selskabets største kvægfarm. Samtidig var effekten af værdireguleringer væsentligt mindre end sidste år.
Første kvartal 2025 bød på solide priser på både mælk og afgrøder. Afgrødesalget steg med 12 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år. Grisepriserne startede lavt, men steg i løbet af kvartalet og forventes at holde niveauet fremadrettet.
Men kvartalet blev også præget af alvorlige udfordringer. Den 30. marts blev FirstFarms ramt af mund- og klovesyge på en kvægejendom i Slovakiet.
Omsætningen landede på 102 millioner kroner – stort set uændret fra året før. Til gengæld faldt driftsresultatet markant. EBITDA endte på 12 millioner kroner, mod 36 millioner kroner i Q1 2024, og EBIT blev negativ med minus 4 millioner kroner. Før skat landede resultatet på et underskud på 14 millioner kroner, mod et overskud på 13 millioner kroner sidste år.
“Resultatnedgangen skyldes primært, at året blev indledt med lave grisepriser, og at værdireguleringen af de biologiske aktiver er reduceret med 10 millioner kroner i Q1 2025 for både grise og køer sammenlignet med Q1 2024. Vi har desuden haft omkostninger af engangskarakter på 5 millioner kroner,” siger Co-CEO Michael Hyldgaard.
Trods udfordringerne holder FirstFarms fast i den justerede forventning til året: Et EBITDA mellem 70 og 110 millioner kroner og et EBIT mellem 0 og 40 millioner kroner. Tallene er dog uden eventuelle kompensationer fra støtteordninger, som endnu ikke er afklaret.
“Vi forventer et tilfredsstillende år i vores grise- og afgrødeproduktion. Grisepriserne forventes at forblive på et tilfredsstillende niveau i år, og afgrøderne står generelt godt på markerne. Afgrødepriserne forventes også at forblive stabile på et fornuftigt niveau,” siger Co-CEO Søren Bredvig.

