Et nyt år har set dagens lys, og med dette kommer en række nye udfordringer og muligheder. To økonomer forudser fortsat meget lav ledighed og dalende aktivitetsniveau inden for byggeriet.
Så nåede 2023 sin afslutning og 2024 sin begyndelse. Med udsigten til et nyt år kommer også spørgsmålene om, hvad dette vil føre med sig og være for et af slagsen.
Inden for byggeriet har det længe været hårde tider for mange, hvilket da også afspejles i antallet af konkuser i branchen det seneste års tid, og virksomheder selv forventer da også, at beskæftigelsen vil falde inden for allerede de kommende måneder.
“Vi skal nok forvente et fald i beskæftigelsen, men det er ikke naturgivent, at det kommer til at ske lige nu,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne mener økonom, Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen, at ledigheden fortsat vil være meget lav inden for byggeriet, som den også har været genne 2023, hvor der har været udtalt mangel på arbejdskraft.
“Vi forventer, at ledigheden fortsat vil være lav i 2024, og at der forsat vil mangle medarbejdere. Det er desværre ikke et problem, der kan løses her og nu, så ledigheden kommer til at være en definerende faktor for næste år også,” siger Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik vil virksomhederne inden for branchen fortsat have mange opgaver de kommende måneder, men ikke desto mindre mener Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen, at vvs- og blikkenslagerne samt metalindustrien kan komme til at opleve en nedgang i aktiviterne.
“Generelt tegner det et billede af, at alle tre brancher kommer til at have nok at se til i det nye år. Men faktisk forventer vi, at aktiviteten kommer til at falde i år, og at virksomhederne kommer til at få mindre travlt fremadrettet,” siger hun.
En analyse fra AE viser, at beskæftigelsens udvikling sjældent følger virksomhedernes forudgående forventninger. Det gælder både i industrien, byggeriet og detailhandlen.
”Vi vurderer, at vi nærmer os toppen af en højkonjunktur, og det taler for, at vi står over for et beskæftigelsesfald. For eksempel er vi i en teknisk recession,” siger Sofie Holme Andersen.