ESG-rapportering kommer især til at omfatte de store virksomheder i Danmark og EU, men kravene til de stores rapportering smitter af på de mange små virksomheder i værdikæden, der skal følge trop. Det kan blive et problem for mange, frygter man hos SMVdanmark.
Der skal rapporteres om stort og småt, der hører ind under ESG i fremtiden, som følge af lovgivning fra EU, der gør, at landets store virksomheder skal skrue op dokumentationen af deres gøren og laden.
Disse krav vil uværgerligt smitte af på de mange små virksomheder, der enten er kunder eller på anden måde samarbejdspartnere med de store, og spørger man Jonas Nielsen, der er politisk konsulent i SMVdanmark, kan dette få stor betydning for de små virksomheder i landet.
”Vi mangler nogle standarder, som små virksomheder kan arbejde ud fra. Som mindre virksomhed bruger man i forvejen meget tid på at lave dokumentation og papirarbejde, og når flere kunder begynder at kræve ESG-dokumentation, så lægger det et ekstra lag på bureaukratiet.”
De øgede krav om netop dokumentation og andre bureaukratiske tiltag, er for mange små virksomheder et problem, der kommer til at fylde i hverdagen. Da direktivet blev vedtaget i november 2023, mente Marie Gad, chef for Global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri, ligesom Jonas Nielsen, at det ville blive en byrde for mange SMVer.
“Direktivet er godt nok ”kun” direkte rettet mod de større virksomheder. Men det kommer til at påvirke stort set alle, for de store skal indhente oplysninger hos deres underleverandører for at fortælle om indvirkningerne i deres værdikæder,” udtalte hun dengang.
Den byrde, det kan ende med at blive for virksomheder, skal bl.a. ses i lyset af, at ressourcerne til alle de disse nye opgaver er sparsomme, og der er oftest er ganske få mennesker i virksomheden til at føre dem ud i livet.
“Viljen til at arbejde bæredygtigt er stor blandt SMV’erne, men hvis vi ikke passer på, så drukner det hele i indrapporteringer i stedet for reelt bæredygtigt arbejde,” siger Jonas Nielsen.

