Danskerne kæmper i stor stil med stress, og det går ikke bare ud over sundheden og psyken, det går også ud over arbejdspladserne, hvor der årligt går 61,9 mio. arbejdstimer tabt. Ifølge psykolog med speciale i stress, Pernille Rasmussen, er det bl.a måden virksomhederne indretter sig på, der spiller en afgørende rolle.
Danskerne stresser.
Det er de fleste nok efterhånden bevidste om og faktisk stresser vi så meget, at der i alt går 1,9 mio. arbejdstimer tabt ude på de danske arbejdspladser, og det løber samlet set op i 16,4 mia. kroner årligt, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Stressen kan have mange forskellige årsager, og især meget stor travlhed er en stressfaktor for mange i hverdagen, og det samme er dårlig ledelse og uklarhed om dagens mange gøremål på arbejdspladsen.
“Der er sjældent kun én grund til, at en arbejdsplads døjer med stressramte medarbejdere. Men der sker også tit en dominoeffekt, da en stresset medarbejder påvirker sine omgivelser, der bevirker, at flere får stress, når først symptomerne melder sig på arbejdspladsen,” siger Pernille Rasmussen, der er erhvervspsykolog og grundlægger af Grow People, og har holdt over 1000 foredrag, kurser og workshops om stressforebyggelse, trivsel og work life balance.
Ud af storrumskontorerne
Medarbejdere med et højt stressniveau har en betydelig højere risiko for fravær fra arbejdet, og derfor er det da også i høj grad i arbejdspladsens interesse at sætte ind mod stressen, så snart den viser sit ansigt blandt medarbejderne.
Og ifølge Pernille Rasmussen kunne rigtig mange arbejdspladser sænke stressniveauet blandt medarbejderne ved særligt at ændre på én ting; storrumskontorerne.
“Medarbejdere i storrumskontorer bliver indirekte stressede af de rammer, de arbejder under. De bliver meget oftere afbrudt i deres arbejde, der er langt flere forstyrrelser fra kollegasnak, ringende telefoner og små forstyrrelser i koncentrationen, når folk går rundt i deres nærhed. I rigtig mange storrumskontorer bimler og bamler det dagen lang, og det forsinker os i vores arbejde, og det stresser og trætter hjernen rigtig meget,” siger hun.
I 2019 viste et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet, at jo flere man arbejder sammen med på samme kontor, jo mere falder arbejdsglæden, kreativiteten og nærværet med kollegerne. Pernille Rasmussen er da heller ikke i tvivl om, at storrumskontorerne har en meget dårlig effekt på medarbejderens kreativitet.
“At tro, at medarbejdere bliver mere frie og kreative af at blive klumpet sammen i et storrumskontor er helt forkert. Skal man være kreativ, kræver det nogle helt andre rammer. Man får kreative medarbejdere ved at give dem gode forhold, hvor de kan lade kreativiteten flyde. Her i mit eget kontorfællesskab har vi indført et stillerum, netop så man rigtig kan fordybe sig i tingene uden afbrydelser.”
Om der er gode forhold eller ej på arbejdspladsen, så er det ifølge Pernille Rasmussen ekstremt vigtigt, at ledelsen tager tegnene og symptomerne på stress alvorligt. For medarbejderen kommer sjældent til sin leder, den første dag stressen melder sig, men derimod først når symptomerne er ved at vokse sig store – hvis medarbejderen overhovedet kommer til lederen.
“Derfor er det også altafgørende, at lederen lægger sit eget arbejde til side og sig rigtig godt af medarbejderen. Kæmper en medarbejder med stress, kan det være en god ide for lederen af tage løbende 1-1-samtaler for bedre at kunne tage hånd om problemet og forstå medarbejderen bedst muligt, og det bedste ville være hyppige 1-1-samtaler for at forebygge stress i det hele taget.”