De danske rederier, værfter og alle andre inden for det blå Danmark står overfor en kæmpe udfordring i form af den grønne omstilling. Ifølge regeringenspartiernes erhvervsordfører, ligger nøglen til fremtiden i forskning.
Det blå Danmarks fremtid er til debat og diskussion på Altinget i dag, hvor branchen er samlet og hvor også landets tre regeringspartier, er på scenen for at give deres besyv med omkring, hvordan den danske maritime branche bliver mere grøn, end den er i dag.
Her er der bred enighed om, at forskning og bedre vilkår for at skabe innovation og iværksætteri inden for branchen, er nøglen til at løse de udfordringer, man står foran.
“Det er så vigtigt, at det blå Danmark er stærkt. Samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne er virkelig vigtigt, og der har været for mange stopklodser,” sagde Mette Reissmann, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, fra scenen.
Stopklodserne ser hun især som værende kampen om penge og forskningsmidler.
“Så begynder i virksomhederne og på universiteterne at se meget på sig selv og mindre på helheden. Anerkendelsen opad i systemet synes jeg også har været et problem.”
Arbejdskraft er ikke nok
Èt af de store emner på dagens konference er også spørgsmålet om arbejdskraft, der truer med at blive en stor udfordring for branchen som helhed i de kommende år. Men spørger man Louise Elholm, erhvervsordfører hos Venstre, er det farligt at stirre sig blind på denne problem.
“Arbejdskraft er ikke nok i sig selv. De unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, og der skal helst sikkert også være bedre mulighed for rekruttere internationalt. Det samme gælder resten af Vesten, og derfor skal der skrues på mange områder,” sagde hun, og fortsatte.
“Men vi har også set, at flere og flere lande giver statsstøtte, og vi må erkende at det trækker opgaver, arbejdskraft og ordrer væk fra Danmark, og vi kan ikke give statsstøtte i lille Danmark på samme måde som store lande. Derfor skal vi være førende inden for eks. innovation,” sagde hun.
Skal det blive en realitet, at vi som land bliver stærkere og internationalt førende inden for innovation til den maritime branche, kræver det ifølge Charlotte Bagge Hansen, erhvervsordfører ved Moderaterne, at man sætter klare mål for den innovation, der udspringer fra de danske universiteter.
“Vi skal se meget mere på at, hvordan vi får iværksættere og entreprenører til at binde det kommercielle sammen med forskningsverden. Man bør sætte mål for, hvor mange spinoffs der skal komme ud af et universitet, for det er der, innovationen først og fremmest finder sted. Den innovation, branchen har brug for, kommer fra entreprenører. Vi er for små til massiv statsstøtte, og derfor skal vi styrke vores nytænkning.