Toldkrigen føres fra USA mod resten af verden, og selvom danske virksomheder afsætter en stor del af deres produkter i USA, så sniger mange danske SMV’er sig allerede i dag uden om toldbarriererne.
Told og tariffer er blevet blandt de mest omtalte og debatterede emner, siden Donald Trump igen trådte ind i Det Ovale Kontor.
Men selvom toldmurene er blevet rejst om hele USA, så vil mange danske SMV’er ikke mærke det store til de nye tilstande på det amerikanske marked, skriver Morten Laugesen, erhvervsøkonom i Sydbank i en klumme på Erhverv+, da tjenester i for nuværende ikke er omfattet af toldmuren.
“Samtidig bliver en betydelig del af vareeksporten til USA faktisk produceret i en af de 50 amerikanske delstater – altså inden for Trumps toldmur. Derfor kan Trump kun pålægge told på omtrent 25 procent af den samlede vareeksport til USA,” skriver han.
Dog er der samlet set ikke meget at råbe hurra for omkring Trumps toldkrig, som rammer dansk erhvervsliv hårdt – også selv mange virksomheder kan snige sig udenom, fordi de producerer i USA.
“Det er positivt for den samlede danske økonomi, at en betydelig del af eksporten til USA ikke kan blive pålagt told, men det er selvfølgelig en ringe trøst for de virksomheder, som bliver ramt af forhøjede toldsatser,” skriver Morten Laugesen.