Erhvervslivets ledere har i høj grad tankerne på klima og grøn omstilling, når de på søndag kan stemme til Europa-Parlamentsvalget.
Vi skal snart stå i kø ved stemmeboksen, og når krydset skal sættes, har vi selvsagt alle forskellige sager og områder, vi vægter højere end andre.
Således også de mange danske privatansatte ledere – men ifølge en ny undersøgelse fra Lederne, er der alligevel med al tydelighed områder, der har større interesse end andre.
Øverst på listen er emnet ”sikkerhed og forsvar” tæt fulgt af ”klimaforandringer og grøn omstilling”. Længere nede på listen kommer ”håndtering af flygtninge og migranter” som nummer tre.
“Det er ikke underligt, at sikkerhed og forsvar ligger allerøverst på listen lige nu, hvor to alvorlige krige er rykket helt ind i vores hverdag. Men samtidig er det helt naturligt, at klimaproblematikken næsten lige så vigtig for lederne, selvom det emne lige nu er trængt lidt i baggrunden i den offentlige debat,” siger Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris.
Hun fortæller videre, at klima- og naturkrisen er en langvarig, strukturel udfordring, som lederne har haft fokus på i mange år, og som de også vil have fokus på i mange år fremover.
Der er flere grunde til, at klima og grøn omstilling fylder meget hos danske ledere, når de skal i stemmeboksen til netop EP-valget. Blandt andet spiller EU en vigtig rolle for virksomhederne i den grønne omstilling.
Eksempelvis mærker mange virksomheder konsekvenserne af det såkaldte CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), der trådt i kraft fra i år. I følge direktivet skal større virksomheder fremover rapportere om deres miljøaftryk, sociale og ledelsesmæssige forhold. Direktivet ventes også at få konsekvenser for mindre virksomheder, der leverer til de større.
“Samtidig er der brug for handlekraftige ledere – både politikere og i erhvervslivet – som tør søge nye veje i klimakampen. Det kræver, at unødigt bureaukrati ikke spænder ben for konkrete initiativer.”