I en ny bog går iværksætter og tidl. direktør i Cepos, Martin Ågerup, i rette med velfærdssocialismen og slår et idealistisk slag for vigtigheden af en stærk borgerlighed.
Kan man planlægge fremtidens samfund centralt fra Christiansborg og forvente, at verden indretter sig efter det, man har besluttet sig for?
Ikke, hvis man spørger Martin Ågerup. Den tidl. Cepos-direktør og grundlægger af og CEO i Popoulos Analytics, der i bogen “Hvad det vil sige at være borgerlig” går i rette med den såkaldte velfærdsocialisme.
“Velfærdssocialismen antager, at man har den rette viden og indsigt centralt, og kan planlægge alt derfra, og at alle vil gå i samme retning. Ofte viser det sig så, at man har udvist handlekraft, som det hedder som politiker, men man har faktisk ikke fået løst problemet,” siger han i podcasten Kapitlet.
Dette ser han bl.a. eksemplificeret i folkeskolen, der for år tilbage blev underkastet en ny reform, der blev trumfet igennem fra politisk side, og som ifølge ham har vist sig at have det stik modsatte resultat end det, der var formålet.
“Vi havde en intention om, at reformen skulle have ført til bedre undervisning. Men det førte ikke til bedre undervisning, tværtimod. Det burde være det afgørende. Intentionen er ligegyldig, men vi bliver alle sammen forført af politikernes intentioner.”
Når vi i dag ser ud over det politiske landskab, er det dog ikke ligefrem borgerligheden, der ser ud til at trække flest stemmer. De partier, der traditionelt betegner sig selv som borgerligt, er i skrivende stund langt fra at være toneangivende i meningsmålingerne.
“Velfærdssocialismen er da forførende, og man kan let blive betaget af de store visioner, der tit er i velfærdssocialismen. Det viser sig bare igen og igen, at problemer bedst løses decentralt af dem, der har en lokal og praktisk viden, og ikke af visionære politikere på Christiansborg – og det er det, vi skal tilbage til, hvis du spørger mig.”