De to teknikvirksomheder, ENCO VVS Service og ENCO VVS & Sprinkler, er begge blevet opkøbt af Kemp & Lauritzen, der dermed styrker sin position på hele Sjælland.
Kemp & Lauritzen styrker deres serviceforretning i Storkøbenhavn og udvider deres entrepriseforretning på Sjælland med nye opkøb, der trækker hele to andre virksomheder ind under deres paraply.
“Købet styrker især vores forretning inden for sprinkler- og VVS-service i Storkøbenhavn og bidrager også til vores entrepriseforretning på Sjælland,” udtaler Thomas Gjørup, direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen.
Han fortæller videre, at handlen også bringer et nyt forretningsområde ind i virksomheden med konvertering til fjernvarme for Forsyningsselskaberne, et område i kraftig vækst i takt med den grønne omstilling.
For Jørn Kristoffersen, der sælger aktiviteterne hos ENCO VVS Service og ENCO VVS & Sprinkler, er det værdifællesskabet med Kemp & Lauritzen, der er afgørende i handlen.
“Vi har valgt at sælge vores aktiviteter til Kemp & Lauritzen, fordi vi mener, at vores medarbejdere og kunder vil blive en del af en stærk kultur med et højt fagligt niveau hos Kemp & Lauritzen. Og det er helt afgørende for os.”