It-virksomheden Elbek & Vejrup etablerer en ny Data & AI-afdeling med fokus på at styrke danske SMV’ers konkurrenceevne. Afdelingen skal omsætte uudnyttet data til et værdifuldt aktiv gennem intelligent brug af AI og dataanalyse.
I rigtig mange danske SMV’er er der i dag et stort datapotentiale, men mange er ikke opmærksomme på de muligheder, denne data gemmer på – eller de har svært ved at realisere potentialet.
Det kender man alt til hos det danske it-hus Elbek & Vejrup, der derfor har valgt at lancerer en specialiseret Data & AI-afdeling.
“Mange virksomheder – især i SMV-segmentet – har ofte store relevante datamængder, men mangler overblik og værktøjer til at skabe forretningskritisk værdi med dem. Vores nye afdeling er skabt for at gøre det langt mere enkelt og tilgængeligt at skabe det nødvendige datafundament, så virksomhederne med præcision kan arbejde strategisk, operationelt og taktisk,” siger Anders Bonnerup, CEO i Elbek & Vejrup.
Planen er, at den nye afdelings arbejde skal optimere arbejdet med at skabe indsigt og drive forretningen gennem datadrevne beslutninger hos kunderne.
Planer for fremtiden
Blandt dem, der skal realiserer virksomhedens nye planer, er der Kasper Shik Thomsen, der pr. dags dato er startet som Business Unit Director for den nye afdeling. Ifølge den nye mand på posten er missionen – som alternativ til komplekse, langstrakte og dyre data- & AI-projekter – at skabe skalérbare og brancheorienterede data- & AI-løsninger.
“Jeg møder ofte SMV’er, der føler, at data og AI er noget for de store virksomheder – noget de aldrig rigtig får adgang til. Det vil vi gøre op med. Med ”Data & AI as a Service” – som man kender det fra ’Software as a Service’ – gør vi avanceret teknologi tilgængelig, overskuelig og værdiskabende. Vi fokuserer på standardisering, automatisering og modulopbygning, så vores kunder får løsninger, der er hurtige at implementere og uden unødvendige risici,” siger han.
Den nye Data & AI-afdeling er sat i drift, og i løbet af 2025 forventer Elbek & Vejrup at udvide paletten med flere branchespecifikke løsninger og services.
“Data og AI er ikke længere kun for de teknologitunge virksomheder. Det er blevet en mere tilgængelig potentiel gamechanger for virksomheder i mange størrelser på tværs af brancher, og i den kontekst skal vi sætte ambitionsniveauet højt. Vi vil gøre en forskel for vores kunder ved at opbygge en stærk enhed inden for ’Data & AI as a Service’ med Microsoft-teknologier som rygraden – og tæt integreret med de branchespecifikke ERP-løsninger,” siger Anders Bonnerup.