Regeringen har netop nedsat en ekspertgruppe, som skal analysere mulighederne for og potentialerne ved hel eller delvis konkurrenceudsættelse af de advokatydelser, der i dag indkøbes gennem kammeradvokatordningen.
Der blæser nye vinde over den danske stats indkøb af advokatydelser. Det kan i hvert fald blive resultat af den nyligt nedsatte ekspertgruppe, som den danske regering har sat i verden.
Gruppen skal også se på statens øvrige indkøb af juridiske ydelser, herunder på konkursområdet – og det er inkluderet i mandatet. Ekspertgruppen består af fremtrædende personer fra erhvervslivet og den akademiske verden, herunder økonomiprofessor Philipp Schröder som formand.
Danske Advokaters administrerende direktør, Paul Mollerup, glæder sig over initiativet og understreger vigtigheden af at få mest muligt ud af skattekronerne.
”Staten skal have mest muligt ud af skattekronerne. Derfor hilser vi arbejdsgruppen velkommen. Konkurrenceudsættelse af statens indkøb af juridiske ydelser er sundt. Advokatvirksomheder – store som små – har kompetencerne til at byde ind på forskellige opgaver.”
Ekspertgruppens analysearbejde skal kortlægge statens forbrug og behov, undersøge markedet for advokatbistand, og skønne over provenuet for staten ved konkurrenceudsættelse. Samtidig skal gruppen levere konkrete modeller, der kan styrke konkurrencen og sikre kvaliteten i statens indkøb af advokatydelser.
”Det er ekstremt vigtigt, at den nye arbejdsgruppe er ambitiøs. Der skal helt grundlæggende forandringer til, så skatteborgerne kan være sikre på, at staten bruger sine mange ressourcer optimalt. Arbejdsgruppen bør have et stærkt fokus på statens samlede engagement ift. advokatydelser og ikke alene på den del, der ligger under kammeradvokataftalen. Det er helt åbenlyst, at der mangler sund konkurrence – herunder på hele konkursområdet,” siger Poul Mollerup.
Ekspertgruppen skal aflevere deres analyser og anbefalinger til regeringen ultimo 2024. Dette initiativ markerer et vigtigt skridt mod at optimere statens anvendelse af juridiske ressourcer og styrke konkurrence på området.
Gruppen består af:
- Philipp Schröder, økonomiprofessor, Aarhus Universitet (formand)
- Caroline Pontoppidan, Executive Vice President, A. P. Møller – Maersk
- Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør, Dansk Industri
- Henrik Rothe, fhv. sø- og handelsretspræsident, voldgiftsdommer
- Karen Hækkerup, tidligere justitsminister, nuværende bestyrelsesformand
- Merete Agergaard, direktør, Skattestyrelsen
- Morten Langager, direktør, Dansk Erhverv
- Niels Heering, Group General Counsel, Danske Bank
- Peter Stensgaard Mørch, viceadministrerende direktør, PensionDanmark