Mange små og mellemstore virksomheder får ikke forløst digitaliseringens potentiale, og især i brancher som byggeri, detail og transport lader fremtiden vente på sig.
Mens mulighederne for datadrevet ledelse aldrig har været større, og digitaliseringen buldrer frem, halter virkeligheden bagefter i mange små og mellemstore virksomheder. Især inden for byggeri, detail, restauration og transport kæmper virksomhederne stadig med at omsætte potentialet til konkret værdi i hverdagen.
Ifølge Niklas Winther, chefkonsulent i SMVdanmark, skyldes det ofte mangel på tid, ressourcer og kendskab snarere end den rette teknologi. Han mener videre, at for mange ejerledere ser digitalisering som noget, der ligger ud over den daglige drift, og at de dermed misser muligheden og grundlaget for at træffe beslutninger, der styrker forretningen på sigt.
“Vi ser særligt i brancher som byggeri, detailhandel, restauration og transport, at udviklingen står i stampe. Det handler sjældent om modvilje, men snarere om manglende tid og ressourcer til at tænke digitalisering som en strategisk del af forretningen. Og det betyder, at mange virksomheder går glip af de gevinster, digitalisering reelt kan give,” siger han.
Blinde vinkler
Den udlægning kan man nikke genkendende til hos Center for Ejerledede Virksomheder på CBS, hvor Jeppe Christoffersen, ph.d. og centerleder, oplever, at mange SMV’er udelukkende på omsætning og overser, hvordan data kan bruges strategisk til at styre omkostninger og frigøre kapital.
Han mener, at alt for mange SMV’er er for uraffinerede i forhold til den måde, de vurderer deres forretning på.
“Ejerledere i SMV’er har ofte fokus på, hvor mange penge der kommer ind, men de glemmer at se på, hvad det koster at drive forretningen. De ser ikke, hvordan data kan bruges som et strategisk værktøj til at styre omkostninger, identificere tabsgivende segmenter og frigøre kapital, der i stedet via kapitalforvaltning kan skabe øget afkast,” siger han.
Hos revisions- og rådgivningsvirksomheden Redmark er digitalisering ikke bare et spørgsmål om effektivisering – det er en strategisk løftestang. Når data er valide, fejlene færre og indsigt bliver dybere, skaber det et stærkere beslutningsgrundlag og åbner for nye muligheder i forretningsudviklingen.
Gevinsten handler ifølge Jesper Holm-Pedersen, Partner, Business Service og digitalisering, langt mere om vækst og retning end om at spare timer.
“Mange virksomheder ser bogføringsloven som et nødvendigt onde, men det er i virkeligheden en gylden mulighed for at få styr på data og skabe bedre grundlag for den strategisk retning. Digitalisering af bogholderiet er ikke bare en teknisk øvelse. Det kan give virksomhedsejeren det rette fundament til at træffe kloge beslutninger baseret på data, der er til at stole på,” siger han.
Han fortæller videre, at når data ligger i skyen og bliver brugt aktivt, er det nemmere at forstå kunderne, optimere salget og effektivisere forretningen.
“Det handler ikke bare om at leve op til lovgivningen. Det handler om at få adgang til værdifuld indsigt, der kan bruges strategisk. Virksomheder bliver derved bedre rustet til at tilpasse sig og vækste i et marked, der hele tiden forandrer sig.”

