Danskerne sidder tungt på deres penge for tiden, og det mærkes ikke mindst i den danske e-handel, der har haft en sløjt 2023, hvor købeglæden og omsætningen har været skuffende. Samtidig viser ny undersøgelse, at leder efter de bedste tilbud, de kan finde. Det giver håb om en god Black Friday.
Gennem hele 2023 har den danske e-handel oplevet stagnerende salg, påholdende kunder og en generel skuffende omsætning, der blandt andet skyldes den økonomiske usikkerhed, som mange forbrugere oplever i hverdagen.
Ikke desto mindre svarer 37 procent af de danske netbutikker i en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at de forventer en stigende omsætning i 4. kvartal, hvor man især sætter sin lid til julehandlen og Black Friday.
”Der er også en del, der tror, at omsætningen går tilbage, men det er i mine øjne positivt, at flertallet bevarer optimismen. Det passer også fint med vores Black Friday-tal, hvor et lille flertal tror på, at det store udsalg bliver bedre end sidste år,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
Kampagner kan være vejen frem
At netop Black Friday har potentiale til at få danskerne til at svinge Dankortet, passer fint med en undersøgelse, der er foretaget af fintech-virksomheden, Adyen.
Resultatet af undersøgelsen viser, at forbrugerne i højere grad end tidligere bruger tid på at undersøge priser, inden de foretager et køb. Hele 41 procent svarer, at de i dag bruger mere tid på at søge efter fordelagtige tilbud end tidligere, inden de gennemfører et køb.
Derfor mener Tobias Lindh, administrerende direktør for Norden og Baltikum hos Adyen, at netop dage som Black Friday kan være afgørende for at trække de påholdende forbrugere ind i netbutikker.
”Det bliver vigtigere for detailhandlerne fremover at gennemgå deres planlagte kampagner, men også vigtigt at de udnytter de data, de har, til at skræddersy tilbud til kundernes behov. Når forbrugerne bliver mere prisbevidste, får kampagner og de store kampagnehøjtider større betydning. Som forhandler skal man forstå, at forbrugerne enten venter på kommende tilbud eller går til en konkurrent,” siger han.
I en anden undersøgelse, foretaget af SIFO på vegne af Adyen, fremgår det, at hver femte dansker overvejer at vente op til en måned, før de foretager et køb, i håb om en prisnedsættelse eller inden en forventet udsalgsperiode.
Undersøgelsen viser også, at næsten hver syvende dansker er villig til at vente op til et halvt år med et planlagt køb for at drage fordel af en udsalgsperiode. Desuden siger over halvdelen (53 procent), at de, pga. inflationen og den økonomiske situation, er åbne for at erstatte deres foretrukne mad- eller fødevarebrand med et billigere alternativ.
Også Niels Ralund forventer, at den store påholdenhed, som de danske forbrugere har udvist i løbet af året, kan give lidt ekstra blod på tanden i forhold til at tage spenderbukserne på til Black Friday.
”Jeg tror, at mange forventer, at forbrugerne, som jo i lang tid har være tilbageholdende, har sparet lidt sammen til den store Black Friday-periode, og at tilbuddene så kan få dem ud af døsen.”