Nye ladestandere skyder op over hele landet, og der bliver stadig færre områder på landkortet, hvor det er svært at få ladet elbilen op. Det sker samtidig med, at danskerne står i kø for at købe elbiler som aldrig før.
Er du også bekymret for, hvor langt der er til næste ladestander? Eller er du bekymret for, om du kan få ladet bilet op tæt ved din arbejdsplads?
Du er i så fald ikke ene om at gøre dig den slags bekymringer, men heldigvis for dig og alle andre, så kommer der stadigt flere ladestandere over hele landet, og der bliver længere og længere mellem de områder, hvor en opladning er langt væk. Og det skyldes især, at operatørerne på ladeområdet opsætter nye standere som aldrig før.
“Allerede i år vil vores medlemmer have mindst 195 lynladestationer over hele landet, og i 2024 vil der være mindst 265. Og det er kun dem vi kender til. Vores forventning er faktisk, at tallet vil blive betydeligt højere,” siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.
Mere fokus på yderområderne
De fleste ladestandere bliver stadig sat op i de større byer, men også i resten af landet er der sat stort skub i udviklingen. Det gør, at der bliver kommer en stadigt hårdere konkurrence på pris, hvilket i sidste ende er til fordel for kunderne. Samtidig gør de mange nye ladestandere det mere sikkert at købe den elbil, mange gerne vil købe, når der skal købes ny bil.
Dog er der stadig områder af landet, hvor udviklingen går for langsomt, og hvor der er brug for støtte til at få infrastrukturen helt i orden.
“De seneste år er der udmøntet en række offentlige puljer til ladestandere over hele landet. Støttepuljerne har accelereret udrulningen af ladeinfrastruktur til glæde for elbilisterne. Men spørgsmålet er, om der nogle steder er givet offent-lig støtte til ladestandere, der var kommet op alligevel? Derfor mener vi, at støtte fremadrettet bør fokuseres på de områder, hvor markedet har svært ved selv at levere,” siger Jacob Stahl Otte.

