Sikring af fremtidens drikkevand bliver mere og mere vigtigt i fremtiden, og derfor skal der investeres stort i sikring af kildefelterne mod miljøfremmede stoffer. Det skal primært ske gennem samarbejde om jordfordeling og partnerskaber.
I Danmark har vi en unik ressource i form af vand i undergrunden, der kan drikkes. De senere år er problemer med forurening af vandet med miljøfremmede stoffer dog blevet større, og det rene grundvand er på vej til at blive en knap ressource. Hos mange vandforsyninger landet over bliver der løbende konstateret nye pesticider og andre typer miljøfremmede stoffer i det vand, der pumpes op. Det er ingen undtagelse hos DIN Forsyning, der leverer drikkevand til de største byer i Esbjerg og Varde kommuner.
“Derfor har vi i bestyrelsen vedtaget en ambitiøs strategi for, hvordan vi vil sikre fremtidens drikkevand, så der også er rent vand i hanen til de kommende generationer. Det er nu, vi skal sætte ind, hvis også vores børnebørn og oldebørn skal nyde godt af rent vand i hanen. Vand er forudsætning for liv, og i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at det er en vigtig og rigtig beslutning at gøre en stor indsats for,” siger Kurt Bjerrum (V), bestyrelsesformand i DIN Forsyning.
Dog understreger han, at drikkevandet fra DIN Forsyning i dag overholder alle krav til miljøfremmede stoffer.
Sikring af 3.500 hektar jord
DIN Forsyning vil derfor foretage massive investeringer i at sikre de kildefelter, der leverer vand til DIN Forsynings kunder. Kildefelter dækker over både det område, hvor boringerne ligger, og de grundvandsdannende oplande, som strækker sig over store arealer.
Planen er at sikre i alt 3.500 ha. jord fordelt over ni kildefelter. Grundvandseksperter har vurderet, at det ikke er nok at sikre i en vis radius rundt om boringerne. Det vil også blive nødvendigt at arbejde med de områder, hvor grundvandet dannes; det vil sige der, hvor regnen siver ned gennem jordlagene.
“Hvis vi skal nå i mål med en så ambitiøs strategi, skal vi have mange værktøjer i spil. Derfor har vi lavet et helt katalog over mulige måder at sikre et kildefelt på. Et af de mest fremtrædende greb er at samarbejde med landbruget om jordfordeling og på den måde sikre os den jord, der er afgørende. Et andet virkemiddel er at indgå partnerskaber med fonde eller virksomheder, fx om skovrejsning eller vedvarende energianlæg, så vi på den måde kan slå flere fluer med ét smæk for klima og miljø,” siger Kurt Bjerrum og opfordrer alle interesserede i at henvende sig til DIN Forsyning.
DIN Forsynings indtægter på vandområdet består udelukkende af det, kunderne betaler for vandet. Det betyder også, at indsatserne skal finansieres af kunderne over vandprisen:
“På sigt vil det give en stigning i vandprisen på mellem 2 og 3 kroner pr. m3. Vi har valgt en model, hvor udgifterne til at beskytte fremtidens drikkevand bliver lånefinansieret med længst mulig tilbagebetalingstid. Dermed er også fremtidens forbrugere med til at betale for indsatserne, da det her i høj grad er en langsigtet investering, som de får glæde af i fremtiden.”