Regeringens Klimaprogram 2025 viser, at Danmark er på rette vej mod 2030-målet. Men for at give virksomhederne de bedste vilkår for at kunne accelerere omstillingen frem mod klimaneutralitet i 2045 er det nødvendigt at skrue markant op for tempoet i implementeringen. Det er vigtigere end nogensinde i en tid, hvor klimaindsatsen står i direkte forbindelse med vores konkurrenceevne og sikkerhedspolitik.
Selv om vejen mod 2030-målet er udstukket, handler det nu om at omsætte de politiske beslutninger til konkrete resultater og sikre et solidt fundament for de næste skridt frem mod 2035 og klimaneutralitet i 2045.
– Tempoet i implementeringen halter stadig flere steder, og det forsinker både klimaeffekten og virksomhedernes mulighed for at omstille sig. Det gælder forsinkelser i udbygningen af elnettet, langvarige myndighedsprocesser og afgiftsfritagelsen af ledningsført biogas, som lige nu bremser omstillingen for mange danske virksomheder, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.
Klar kurs frem mod 2035
I år skal et nyt dansk klimamål fastlægges for 2035, og her er det afgørende, at ambitionerne kobles tæt til konkrete virkemidler og den nødvendige finansiering. Virkemidlerne kender vi. Nu skal målene følges med det, vi faktisk har mulighed for at realisere – ellers risikerer vi at miste både tempo og troværdighed.
– Virksomhederne skal kunne planlægge og investere langt ud i fremtiden med tryghed for, at politiske forudsætninger ikke ændres fra den ene dag til den anden. Kun med tydelige og stabile rammer for virkemidler og finansiering kan vi sikre, at vi når vores mål for 2035, og fastholder tempoet i den grønne omstilling, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.
Foregangsland under formandskab
Med revisionen af EU’s klimalov og forberedelserne frem mod COP30 i Brasilien under dansk EU-formandskab har vi en enestående mulighed for at præge den globale klimaindsats i en tid, hvor den er under pres. For Dansk Industri er det afgørende, at vi samarbejder i Europa om at reducere udledninger og samtidig styrker vores uafhængighed.
– Når den globale klimaindsats vakler, er det afgørende, at Danmark og EU står fast og sikrer lederskab og en sikker kurs i klimaindsatsen. Det er essentielt for europæisk konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og resiliens – og en fordel for danske virksomheder, som står klar til at levere mange af de grønne løsninger, der efterspørges, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.