Det er både billigere, grønnere og klogere. Men det kræver, at vi tænker sikkerhed ind fra start. For jo mere vi digitaliserer, jo mere udsatte bliver vi, hvis ikke vi beskytter systemerne.
Det er lidt som med elnettet derhjemme. Du opdager først, hvor afhængig du er af det, når strømmen går. Sådan er det også med digitalisering og cybersikkerhed i energisystemet.
Det er usynligt, når det virker, men katastrofalt, når det fejler.
Så når vi i Energy Cluster Denmark nu har gjort digitalisering og cyber- og forsyningssikkerhed til et selvstændigt ben i strategien, er det ikke et pænt punkt på en PowerPoint. Det er et reelt skifte i måden, vi skal udvikle energisystemet på.
Grunden er enkel: Uden digitalisering kan vi ikke lykkes med den grønne omstilling. Og uden sikkerhed i det digitale kan vi ikke opretholde den forsyningssikkerhed, der er selve fundamentet under vores samfund.
Vi er i en ny virkelighed. Kolonialrørledningen i USA blev lammet af et cyberangreb. Ukraines elforsyning har været mål for gentagne digitale sabotageaktioner. Vestas og Mærsk har mærket konsekvenserne af cyberkriminalitet på egen krop. Det er påmindelser om, at energiinfrastruktur er et geopolitisk mål.
Samtidig ser vi en EU-lovgivning, der strammer til: NIS2- og CER-direktiverne gør cybersikkerhed til en ledelsesopgave og et konkurrenceparameter. Nye krav til bestyrelser og direktioner er på vej ind i danske virksomheder. Det er godt og nødvendigt, men også komplekst og ressourcekrævende.
Digitalisering er ikke bare software
Ofte er der en opfattelse af, at digitalisering i energisektoren blot handler om at sætte en ny dims på en vindmølle eller rulle et softwareværktøj ud. Men digitalisering er ikke et værktøj, det er en ny måde at drive forretning og udvikle energisystemet på.
Brugt rigtigt kan digitalisering blive et alternativ til fysisk udbygning: Når vi kan styre og flytte forbruget i tid, udnytter vi de eksisterende net og anlæg langt bedre.
Når vi trækker viden ud af data, kan vi reducere spild, forbedre oppetid og udskyde store investeringer i kabler og gravemaskiner.
Det er både billigere, grønnere og klogere. Men det kræver, at vi tænker sikkerhed ind fra start. For jo mere vi digitaliserer, jo mere udsatte bliver vi, hvis ikke vi beskytter systemerne.
Danmark som digitalt foregangsland
Heldigvis har vi i Danmark en unik styrkeposition: Vi har allerede et datagrundlag, som de fleste andre lande misunder os. Med fjernaflæste målere og en stærk digital infrastruktur har vi mulighed for at skabe løsninger, som kan blive til globale eksporteventyr.
Vi er også et tillidsbaseret samfund, hvor borgere og virksomheder i højere grad accepterer, at data deles og bruges – når det sker på ordentlige vilkår. Det giver os et forspring. Men det kræver, at vi ikke hviler på laurbærrene.
For lige nu er vi udfordret af vores egen succes: Vi er blevet så dygtige til at bygge vindmøller, solparker og fjernvarme, at vi risikerer at glemme, at fremtidens konkurrencedygtighed også handler om det digitale spor.
Hvad skal der til?
Der skal først og fremmest fokus til. Vi har brug for, at de første digitale virksomheder i energisektoren får succes og viser, at det kan lade sig gøre at skabe værdi med data. Vi har brug for flere iværksættere, der tør bygge nye løsninger ovenpå de dataplatforme, vi allerede har i Danmark.
Vi har brug for et kompetenceløft. Både virksomheder og uddannelser skal tænke digitalisering og cybersikkerhed ind som naturlige kompetencer, så det også kan understøtte endnu mere innovation.
Her har Energy Cluster Denmark en vigtig rolle: At skubbe på innovationen og samle industri, SMV’er og vidensmiljøer i nye innovationsprojekter, hvor digitalisering og sikkerhed ikke er efterskrifter, men grundpræmisser.
Det gør vi allerede i flere af energiklyngens innovationsprojekter og med Digital Energy Hub (DEH 2.0) med kickoff til september, og hvor vi sammen med samarbejdspartnere Center Denmark og DigitalLead tester konkrete digitale løsninger i praksis sammen med en række virksomheder og forskere. I DEH er der både fokus på digitalisering, men også forsynings- og cybersikkerhed, fordi robuste digitale energiløsninger er afgørende for et sikkert energisystem. Partnerskabet er støttet af Industriens Fond.
Også i flere aktuelle innovationsprojekterne er der fokus på digitalisering og sikkerhed. RACE projektet udvikler fx en digital tvilling af fjernvarmesystemet, som kan optimere drift, reducere spild og dermed øge forsyningssikkerheden. Og HeatSync viser, hvordan avanceret datahåndtering og automatisering kan skabe en mere fleksibel og robust fjernvarme.
To sider af samme sag
Digitalisering og forsyningssikkerhed er ikke to parallelle spor. De er to sider af samme sag. Vi kan kun lykkes med begge dele, hvis vi skaber et energisystem, der er grønt, driftssikkert og konkurrencedygtigt.
Vi kan bygge nok så mange vindmøller og solparker – men hvis vi ikke kan styre og beskytte systemet, er der for stor en risiko i vores energisystem. Omvendt kan vi lave verdens bedste sikkerhed, men uden digitalisering får vi ikke det fulde udbytte af den grønne energi.
Det er derfor, vi siger: Det handler ikke udelukkende om at bygge stort og grønt. Det handler om at bygge klogt, digitalt og sikkert. Og det er præcis det, Danmark har alle forudsætninger for at gå foran med.

