I Tyskland er økonomien i uføre, og det kan mærkes i helt almindelige danske virksomheder. Ifølge SMVdanmark kræver situationen en ny dansk strategi for samarbejdet med naboen i syd.
Den tyske økonomi har stået stille de seneste år, men over 140.000 danske jobs er stadig bundet op på handlen med Tyskland. For især mindre danske virksomheder er landet et nøglemarked for eksport.
Men den dårlige tyske økonomi kan i dag tydeligt mærkes i mange af de virksomheder, der dagligt har handel og samarbejde syd for grænsen. En af dem er Baron, der laver udstyr til byggebranchen.
“Tyskland har jo været ramt af nedgang i byggeriet, ligesom resten af Europa har været. Men de fleste andre europæiske lande fik et begyndende opsving i andet halvår sidste år, og det har vi absolut ikke set i Tyskland,” siger direktør, Carsten Filsø, til Erhverv+.
Potentiale
Han er ikke den eneste, der er bekymret over situationen i nabolandet, og hos erhvervsorganisationen SMVdanmark mener man nu, at situationen syd for grænsen kræver en helt ny strategi.
“Selvom tysk økonomi har været i recession i tre år, så har Tyskland stadig potentialet til at være Europas økonomiske motor, og det kan vi ikke ignorere. Danmarks seneste Tysklands-strategi er fra 2016. Der er sket en del i verden siden da. Derfor opfordrer vi nu til, at vi får lavet en ny, som kan styrke danske virksomheders muligheder syd for grænsen,” siger direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov.
Han mener samtidig, at Danmark eksporterer skævt til Tyskland i forhold til, hvor købekraften er, og at der især i Sydtyskland er et stort, uudnyttet potentiale.
“Der er en klar geografisk skævhed i vores tyske eksport. I dag går langt hovedparten af eksporten til Nordtyskland, mens Sydtyskland – med sin købedygtige befolkning og stærke industri – er et langt mindre udnyttet marked. En gennemsnitlig tysker i syd importerer 13 gange mindre fra Danmark end en tysker i nord. En ny strategi bør bane vejen for mere handel i de sydlige delstater,” siger han.
At Tyskland dog også, allerede inden den økonomiske nedgang, kunne være et svært land at få foden i døren hos, oplevede Carsten Filsø for seks år siden, da Baron ville oprette et tysk datterselskab, og løb panden mod muren på en tysk notar og det tyske bureaukrati, der langt fra er så smidigt og digitaliseret som det danske.
“Jeg skulle sidde og høre ham (notaren.red) læse op i en hel time, og bagefter var jeg nødt til at sige, at det kunne vi have ordnet på ét minut i Danmark. Men det troede han simpelthen ikke på,” siger Carsten Filsø.