Der er kommet gang i salget af elbiler, der nu har overhalet antallet af plugin-hybridbiler på de danske veje. Brancheorganisation kalder på bedre infrastruktur til at facilitere udviklingen.
Den danske bilpark er under udskiftning. Antallet af elbiler stigende, og er nu for første gang større end antallet af plugin-hybrider på de danske landeveje.
Således er der i dag 97.121 indregistrerede elbiler i Danmark, hvilket lige akkurat er 50 mere end plugin-hybridbiler. En forventelig udvikling efter den seneste afgiftsændring, hvor registreringsafgiften på plugin-hybridbiler stiger mere end på elbiler over de næste år, mener man hos De Danske Bilimportører.
”Det er er stor vækst i andel af opladelige biler i bilbestanden i Danmark, hvilket skyldes en mere lempelig afgift samt et stadig større udbud af opladelige biler. Vi forventer, at andelen af især elbiler vil stige markant fremmod år 2035, hvor alle nye biler i EU skal være 0-emssionsbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør.
Selvom antallet af ladestandere i Danmark vokser, går det ikke hurtigt nok. Særligt i betragtning af den kraftige vækst i antallet af elbiler, er det afgørende, at den store efterspørgsel imødekommes af den nødvendige ladeinfrastruktur.
”Når danskerne overvejer ny bil, er muligheden for nem og hurtig opladning en væsentlig del af beslutningen, hvis man overvejer en elbil. Derfor skal der endnu mere fart på etableringen af ladestandere, hvis den positive udvikling skal fortsætte,” siger Mads Rørvig.