Næsten hver tredje dansker, som er i fuldtidsbeskæftigelse, har et ønske om at blive leder indenfor de næste fem år. Det viser en analyse fra Lederne.
Vi har alle vores drømme om arbejdslivet, og for rigtig mange danskere er drømmen at blive leder.
Ifølge en ny analyse fra Lederne, vil 31 procent af de adspurgte 20-55-årige i fuldtidsbeskæftigelse gerne have en lederstilling i fremtiden, og det svarer til lidt under en halv million lønmodtagere. i 2020 drømte 47 procent af unge mænd mellem 18 og 34 år om at blive ledere.
”Det bekræfter, at der er en stor, potentiel fødekæde af kommende ledere ude på arbejdsmarkedet. Og det er særlig positivt med tanke på, at vi de kommende år får brug for mange nye, kreative og fremsynede ledere, når vi skal håndtere de mange udfordringer, vi og dansk erhvervsliv står overfor,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør hos Lederne.
Og der kan hurtigt blive godt brug for de mange aspirerende ledere, der er her til lands. Ledelseslagene i mange danske virksomheder er steget støt gennem de seneste mange år, og ifølge antropolog og forfatter, Dennis Nørmark, er der ingen tegn på, at det vil ændre sig foreløbigt. Dog mener han også, at der er faldgruber ved de voksende ledelseslag.
“I mange virksomheder er ledelse blevet en form for belønning for dygtigt og godt udført arbejde. Men det er ikke altid den bedste vej at gå, da man i mange tilfælde ender i det, der kaldes Peter-princippet; at man bliv forfremmet fra de jobs, man er god til, indtil man ender i et job, man ikke er ret god til, og det gør sjældent noget godt for virksomheden.”
Ser vi på undersøgelsen fra Lederne, svarer 53 procent af deltagerne da også, at de er i tvivl om hvorvidt, de har tilstrækkeligt med lederkompetencer eller -erfaring, mens 39 procent tøver af frygt for, om de kan klare presset som leder mentalt.
”Det er fuldt forståeligt med tanke på historierne om det hårde pres, danske ledere er udsatte for. Men i virkeligheden kan vi se, at langt hovedparten af vores medlemmer er glade for og trives med ledergerningen. Derfor er der brug for at gøre op med fordommene om lederlivet og klæde fremtidens ledere på, så vi kan få fjernet den usikkerhed, som præger dem,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

