I et åbent brev til sundhedsminister, Magnus Heunicke, lægger formand for Dansk Sundhedssikring, Kent Jensen ikke fingre imellem. Det er en politisk prioritering ikke at forkorte ventelisterne til de offentligt finansierede psykologer, skriver han.
“Kære Magnus Heunicke. Læste du overhovedet din egen styrelses rapport om den alarmerende tilstand for danskernes mentale sundhed?”
Sådan starter det åbne brev til sundhedsministeren, som Kent Jensen, formand for Dansk Sundhedssikring, torsdag bragte i Altinget, og hvor han retter en skarp kritik mod regeringens sundhedsudspil, der tager et opgør med en række sundhedsproblematikker for især unge.
Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, som forholdene er lige nu.
Kent Jensen, formand for Dansk Sundhedssikring.
Men én ting glimter ved sit fravær i udspillet; nemlig danskernes mentale sundhed. Skønt der lægges op til forskellige former for forebyggelse, løser dette ifølge Kent Jensen ingenting for de mange danskere, der lige nu venter uacceptabelt lang tid på at få psykologhjælp.
En kort og en lang kø
“Sundhedsstyrelsen lancerede for nylig rapporten ’National sundhedsprofil’, der desværre bekræftede den kedelige tendens, at danskernes mentale sundhed står rigtig skidt til. Den er faktisk i frit fald. Og mere alarmerende er, at det ikke blot er blandt unge, men det er blandt alle danskere på tværs af aldersgrupper, køn og uddannelsesniveau,” skriver Kent Jensen i sit indlæg.
Der er altså ikke kun tale om en speficik befolkningsgruppe, men danskere over en bred kam, der daglige kæmper med den mentale sundhed, og som ikke kan se frem til yderligere hjælp fra det offentlige som følge af regeringens sundhedsudspil. Der er fortsat månedlange venteliste på den offentlige psykologhjælp via den såkaldte ydernummerordning, og det i følge Kent Jensen kun den manglende politiske vilje, der står i vejen for at komme udfordringerne med danskernes mentale sundhed til livs.
“Sandheden er nemlig den, at danskere med en sundhedsordning eller forsikring ikke kan snyde sig foran i køen eller skabe længere ventetider i det offentlige system. Sagen er, at der er tale om to køer. En kort kø til privatfinansierede psykologer, som dækkes af sundhedsforsikringer eller sundhedsordninger, og en anden væsentlig længere kø, som syge danskere uden sundhedsforsikring kan anvende med henvisning fra egen læge,” skriver Kent Jensen i Altinget.
Et bredt udsnit af befolkningen
Tal fra F&P viser, at der i 2020 var hele 2,3 millioner danskere, som havde en sundhedsforsikring, og det er i følge Kent Jensen ikke kun de højest lønnede, der tegner en sundhedsforsikring, og dermed favner problemet også et bredt udsnit af befolkningen. For eksempel har mange offentligt ansatte via deres arbejdsplads har adgang til en sundhedsordning.
Og det ærgrer i Dansk Sunhedssikring, at Magnus Heunicke ikke aktivt griber problemet om struben, og gør noget for at højne danskernes mentale sundhed i regeringens sundhedsudspil.
“Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, som forholdene er lige nu. Og vil du ændre det, Magnus Heunicke, sætter du danskernes mentale sundhed ind som førsteprioritet og gør straks alt i din magt for at forkorte ventetiden til den offentligt finansierede psykologordning,” skriver Kent Jensen.

