Der bliver gjort op med lange ture til andre landsdele, når de to nye centre åbner i Syddanmark. Dermed skal de internationale medarbejdere ikke længere til Odense eller Aarhus, når de skal have opholdstilladelse, cpr-nummer m.m. i Danmark.
Når internationale medarbejdere skal opholde sig i Danmark, skal de i dag møde fysisk op på et af de fire danske ”International Citizen Service Centre” (ICS), der findes i Danmark. ICS-centrene i Aarhus, Odense, København og Aalborg hjælper blandt andet med papirarbejdet i form af CPR-nummer, skattespørgsmål, opholdstilladelse, biometrioptag m.v. Nu åbner et nyt center i Sønderborg.
Nyheden modtages med kyshånd i dansk erhvervslivs største organisation Dansk Industri (DI).
“Det har længe været DIs ønske, at der skulle etableres flere ICS centre, så der kommer bedre tilgængelighed for virksomheder, der rekrutterer international arbejdskraft. I takt med at den internationale arbejdskraft lige nu er støt stigende i Danmark, så er det rigtig positivt, at politikerne lytter til dette ønske, og der åbner nye centre i 2022,” siger Søren Høfler Kjærsgaard, chefkonsulent i Dansk Industri.
De nye centre kommer til at ligge på henholdsvis Borgen i Sønderborg og på Esbjerg Rådhus, og begge etableres i slutningen af 2022.

