På trods af inflation og højere fødevarepriser steg økologieksporten i 2023 med 4 pct. til i alt 3,5 mia. kr. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til gengæld faldt importen af samme varegruppe.
Der er ikke bare herhjemme, at der kommer stadigt flere økologiske varer på hylderne og i kølediskene – det gør der mange steder i verden, og det kan ses og mærkes på den danske økologieksport.
Ifølge den seneste rapport fra Danmarks Statistik, steg eksporten af økologiske fødevarer med fire procent i 2023. Mejeriprodukter er fortsat Danmarks største eksportkategori inden for økologi, men andre drikkevarer vinder gradvist ind på produkter som mælk, ost og yoghurt.
“Det viser, at danske økologiske producenter af plantedrikke har fået godt fat i de internationale markeder og har banet vejen for, at Danmark kan blive en vigtig spiller på markedet for økologiske og plantebaserede produkter,” siger Dennis Hvam, international market director i Økologisk Landsforening.
Også hos Landbrug & Fødevarer glæder mig sig over nyheden, og Mette Jasper Gammicchia, afdelingschef for Marked & Ernæring, hæfter sig ved, at stigningen i eksporten er sket, samtidig med at forbrugerne i både Danmark og andre lande ellers hver især har købt mindre økologi – især grundet en presset privatøkonomi.
“I takt med at inflationen er faldet, har vi, særligt på det vigtige tyske marked, set stigninger i økologisalget igen, hvilket også har gjort det lettere at være eksportør af blandt andet grisekød og mejeriprodukter til Tyskland, selvom der fortsat er stort fokus på pris. Vi forventer derfor igen en stigning i eksporten i 2024,” siger hun.
Importen af økologiske fødevarer er til gengæld faldet med hele fire pct., og det er første gang i 20 år, at det er sket. Det er særligt på drikkevarer, foderstoffer og sukker, at faldet er sket. Danmarks Statistik oplyser, at det er vine fra Frankrig, Italien og Spanien, som Danmark har hentet mindre af.
At importen af foderstoffer er faldet skyldes hovedsagligt, at den danske bestand af økologisk malkekvæg faldt fra 2022 til 2023.
“Det er tankevækkende, at importen er faldet. En del af forklaringen findes selvfølgelig i nedgangen i den økologiske mælkeproduktion. At vi henter færre vine fra Sydeuropa og skærer sukkervarer væk skal ses i lyset af inflationen, som helt naturligt får forbrugerne til at drosle ned på luksusvarerne,” siger Dennis Hvam.