Der var politiske analyser over hele linjen, da DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen mødtes til en samtale om status på dansk politik med Jacob Winther, direktør og partner i PublicConnect – og tidligere særlig rådgiver i flere regeringer.
Der er nok at tage fat på, hvis man ser ud over det politiske landskab i dagens Danmark, hvor en blå opposition positionerer sig, hvor et EU-formandsskab er lige oppe over, og hvor den geopolitiske situation ude i verden også spiller en meget stor rolle.
Netop den blå oppositionens positionering var ét af de emner, der blev taget op af DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen og Jacob Winther, direktør og partner i PublicConnect.
“Den røde opposition kører ret godt, men den blå er langt mere fragmenteret. De gør meget for at fremstå samlede, men de bliver hurtigt uenige – ligesom de jo også skal være. De prøver at vise, at de kan samarbejde og være et alternativ, men intet i målingerne tyder på, at de kan presse regeringen,” sagde Christine Cordsen fra scenen.
Blandt de mest markante profiler i den blå oppositionen, finder vi Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, der ifølge DR’s politiske korrespondent har oprustet markant rent retorisk over for regeringen – ofte personificeret i form af Lars Løkke, der må stå model til mange hårde angreb.
“Messerschmidt har jo regnet ud, at rigtig mange af hans og andres vælgere, virkelig ikke kan lide Lars Løkke. Han er blevet meget grov, synes jeg, han sviner næsten folk til, og er jeg ret sikker på, at det er fordi, han ikke tror på en blå regering ved næste valg. Hans mission er styrke DF og smadre Lars Løkke og i den grad også Lars Boje Mathiesen. Det er hans mission,” sagde hun.
Netop Lars Boje Mathiesen, der siden sidste valg er blevet formand for sit eget Borgernes Parti, fik også et par ord med på vejen fra Christine Cordsen, der ikke mener, at det er umuligt at Boje får held med at komme i Folketinget efter næste valg.
“Han er utrolig stærk på SoMe, men ligger lige ved og tit lidt under spærregrænsen i de fleste målinger. Med en god valgkamp er det ikke umuligt, at han kan komme ind, for der er en vælgerbase til ham derude. Han kom hurtigt på benene igen, da han røg ud af Nye Borgerlige, og han har stor gennemslagskraft – så man må ikke dømme ham helt ude.”

