Den danske økonomi står stadig på et meget solidt fundament, mens verdensøkonomien er inde i en meget turbulent tid. BNP forventes at vækste med knap tre procent i år.
På trods af globale handelskonflikter forventes dansk økonomi at vokse pænt i 2025 – blandt andet drevet af medicinalindustrien og genåbningen af Tyra-feltet. Alene disse to faktorer skønnes at løfte BNP med henholdsvis 1,1 og 0,5 procentpoint.
Det samlede vækstskøn lyder på 3,0 procent i 2025, hjulpet på vej af et stærkt udgangspunkt og høj aktivitet ved årets begyndelse. I 2026 ventes væksten dog at falde til 1,4 procent.
“En noget underbelyst bivirkning af de senere års eventyr indenfor medicinalindustri og eksport er, at skattetrykket er faldet fra et gennemsnitligt niveau omkring 48 procent af BNP i 2019-2021 til nu at svinge mellem 43 og 45 procent af BNP i 2022-2026,” siger cheføkonom Bo Sandberg fra brancheforeningen Aktive Ejere.
Økonomiminister Stephanie Lose hæfter sig ved, at inflationen er bragt ned og har ligget omkring 2 procent i over halvandet år.
“Det er positivt, men mange danskere oplever fortsat, at priserne på nogle typer varer er steget rigtig meget de senere år, og samtidig er usikkerheden i verdensøkonomien i øjeblikket stor. Det er vi i regeringen opmærksomme på. Derfor er det meget vigtigt, at vi fortsat fører en ansvarlig økonomisk politik i Danmark for at skabe tryghed om danskernes og de danske virksomheders økonomi. Og vi har blandt andet givet de største personskattelettelser i 10 år, forhøjet ældrechecken og givet et lønløft,” siger hun.
For Bo Sandberg er det især selskabsskatten, der er iøjnefaldende.
“Især provenuet fra selskabsskatten fosser ind i statskassen i disse år. Så al snak om et ræs mod bunden og udhuling af selskabsskatten, må siges at være tomme tønder, der buldrer temmelig meget. Selskabsskatten indbragte ”all-time-high” 123 mia. kr. i 2024, svarende til 4,1 procent af BNP, hvilket tilmed ventes overgået med et facit på 129 mia. kr. og 4,2 procent af BNP i 2025.”

