Antallet af butikstyverier i Danmark satte igen rekord i 2024, hvor der blev begået i alt 27.625. I Dalby på Sydsjælland er brugsuddeler Claus Christensen efterhånden i tvivl om, hvem retssystemet er sat i verden for at beskytte.
Landet over finder der omkring 75 butikstyverier sted hver eneste dag – og det er vel at mærke blot dem, der rent faktisk bliver anmeldt, for det gør rigtig mange tyverier nemlig ikke i dag.
Nogle opdages ikke med det samme, men rundt omkring i detailhandlen har mange også opgivet at anmelde tyverierne, da der ofte ikke er noget resultat af en anmeldelse.
Claus Christensen er brugsuddeler i SuperBrugsen i Dalby på Sydsjælland, og han oplever, at der er meget få eller ingen konsekvenser ved at stjæle i butikkerne. I hans SuperBrugsen, stjæles der for mellem 10.000 og 20.000 kroner om måneden.
“Vi har oplevet at tage nogen i butikstyveri, som har sagt: ‘I kan da bare anmelde det. Der sker jo ingenting alligevel.’ Og det har de ret i,” siger han i en artikel på Lederstof.dk.
Hvem beskytter loven?
For nylig har Folketinget strammet straffen for butikstyveri, så bøden nu starter ved 1.000 kroner i stedet for 500. Ved gentagne tyverier forhøjes bøden med 50 procent. Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, har dog ingen forventninger om, at det vil reducere antallet af tyverier.
“Henset til, at der fortsat ikke er nye forebyggende initiativer fra hverken politikerne, politiet eller andre myndigheder forventer jeg en fortsat stigning i 2025, men jeg håber, at det som det mindste blot stabiliserer sig på det urimeligt høje niveau, så det ikke bliver værre,” siger han.
For Claus Christensen er der ingen tvivl om, at tyverierne er blevet hverdag, og at han nærmest dagligt kan se varer forsvinde fra hylderne. Han fortæller, at han bl.a. har mødt tyve, der har fyldt en frakke med op imod 20 flasker spiritus – og at kødvarer fjernes fra kølemontrene om aftenen, hvor der er færre mennesker på arbejde i brugsen.
Til Lederstof fortæller han videre om en oktobernat i 2023, hvor souschef Mads Hansen blev hentet af politiet i sit hjem og ført til Næstved Politistation, hvor han tilbragte 10 timer i en celle. Han havde glemt et retsmøde om et tyveri to år tidligere, og dommeren ville sikre hans tilstedeværelse næste gang – et retsmøde, hvor tyven dog aldrig mødte op.
“Næste gang jeg står ansigt til ansigt med en butikstyv, som har stjålet oksemørbrad, bedre vine eller kaffe til videresalg, så vil jeg igen stille mig selv spørgsmålet: Hvem holder domstole og politi med? Dem der stjæler, eller dem der bliver bestjålet?”