Der skal være folketingsvalg inden for det kommende år, og inden valgflæsket for alvor bliver bragt til bordet, har vi taget en rundspørge hos forskellige aktører i dansk erhvervsliv og spurgt, hvad de ønsker sig af politikerne til det kommende valg. Denne gang; Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
Det har været gode tider for den danske brintbranche det seneste års tid. Nye internationale aftaler er blevet indgået, nye anlæg er blevet præsenteret og er klar til opførelse, og Danmark har iklædt sig førertrøjen omkring power-to-x og den grønne omstilling helt generelt.
Men der er stadig meget arbejde, der skal gøres, og der skal ikke megen politisk nøleri til, før Danmarks position og store fremskridt kommer til at syne af meget lidt.
Nu banker folketingsvalget snart på døren, og vi har spurgt Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen, hvad han håber, at politikerne vil fokusere på under det kommende valg.
Vi har virkelig muligheden for en industriel grøn revolution her i landet, og den kan give os et kæmpe forspring i forhold til resten af verden.
Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
Bureaukratiet må ikke blive en hindring
Jeg vil faktisk gerne sige, at jeg synes, at den nuværende regering har leveret en god slutspurt for den danske brintbranche, og været med til at sætte rigtig mange ting i søen, som vi kommer til at kapitalisere på i de kommende år.
Når det så er sagt, så venter det største og vigtigste arbejde forude, og det bliver en enorm opgave for den kommende regering, hvem det så end bliver. For hvis vi skal nå vores mål med hensyn til vedvarende energi og power-to-x, så beror det hele på en stærk og hurtig implementering af de politiske beslutninger, og det kommer til at kræve meget at føre ambitionerne til dørs.
Det vil først og fremmest kræve et offentligt apparat, der kan løfte opgaven, så det hele ikke sander til i bureaukrati og lange ventetider på det ene og det andet. Der skal rykkes nu, og det skal den kommende regering forstå og være indstillet på.
Det er en bunden politisk opgave at sikre, at Danmark er førende med hensyn til vedvarende energi og power-to-x, også når det kommer til udvikling og produktion af nye teknologier. De skal ikke bare bruges i Danmark, de skal være Made in Denmark og bruges verden over. Det vil kræve en anden erhvervspolitisk tilgang end den, vi har i dag.
Der skal være en klar strategi for, hvordan vi sikrer hele brintbranchen – det kræver den rigtige slags statsstøtte og de rigtige uddannelser til de mennesker, der skal udføre arbejdet.
Helt klare linjer
Der er gjort meget fodarbejde, hvad angår brintproduktion og power-to-x i Danmark, men jeg mangler fortsat en klar plan for etablereringen af den nye brintinfrastruktur, der blev aftalt politisk i foråret, og det haster med at få rør i jorden. Samtidig er der behov for politisk handling i omstillingen af for eksempel hele transportsektoren og den tunge godstransport, der kan omlægges fra diesel til for eksempel brint.
Skibstrafikken skal også omlægges, og inden for færgefarten kan vi så småt allerede se flere steder, hvor der sejles på el, og hvor potentialet for brint er rigtigt stort. Det er den vej, vi skal med hele transportsektoren, men det kræver stor politisk vilje og robusthed at lave alle de gode intentioner om til reelle forandringer ude i landet. At omlægge transportsektoren til nye brændstofformer er et enormt og dyrt arbejde, og det vil kræve støtteordninger, særligt til infrastrukturen, så den enkelte vognmand være sikker på at kunne tanke når hele eller dele af flåden udskiftes med f.eks. brintkøretøjer.
Samtidig bliver vi nødt til at få noget reel lovgivning for de internationale emissioner fra f.eks. flytrafikken. I dag er det jo sådan, at flyver jeg fra Billund til København, så falder det ind under det danske klimaregnskab. Men flyver jeg til Berlin i stedet så tæller det ikke med i hverken de danske eller tyske udledninger, omend det omfattes af kvotesystemet, og hvis jeg så i stedet flyver til Rio og dermed uden for EU, så er emissionen helt herreløs. Det dur ikke, at den slags ikke tæller med i regnskabet nogle steder, for det er en stor del af en nations samlede emission, at vi rejser ud i verden.
Her skal ansvaret simpelthen klart defineres, for det vil komme ikke bare Danmark, men alle lande til gode at få styr på det, og Danmark bør gå forrest og tage ansvar for vores andel af de internationale emissioner
Store dele af det arbejde, der venter den kommende regering er meget lavpraktisk, men det er sådan noget, vi skal have en stærk og ansvarlig minister til at få styr på.
Grøn revolution
Den danske brintindustri og alle andre sektorer omkring vedvarende energi har virkelig vind i sejlene i disse år, og derfor er én af de vigtigste opgaver for den kommende regering, som jeg ser det, at fastholde det forspring, Danmark lige nu har på dette område. Det vil betyde, at vi skal have skabt alle de arbejdspladser, der skal til for at sikre fortsat innovation, bedre løsninger og i det hele taget en velfungerende sektor. Det er nødvendigt for at fastholde vores position.
Brinten kan være Danmarks nøgle til at blive en af verdens største spillere på verdens klimascene, og branchen kan blive en kæmpe gevinst for hele landet. Vi har virkelig muligheden for en industriel grøn revolution her i landet, og den kan give os et kæmpe forspring i forhold til resten af verden.
Jeg vil næsten sige, at det eneste, der kan komme i vejen, er hvis valget resulterer i manglende politisk vilje og handlekraft.

