Da omstillingen af raffinaderierne er meget kapitalintensiv, risikerer en særskat på det niveau, som er vedtaget i EU, at få meget negativ effekt på omstillingen, mener brancheorganisationen Drivkraft Danmark.
Mens priserne på energi er banket i vejret gennem det seneste års tid, er kampen mod de såkaldt ‘overnormale profitter’ også begyndt at tage form.
Anklagen er gået på, at eksempelvis energiselskaber ikke bør kunne tjene ekstra mange penge som følge af de stigende energipriser. Og d. 30. september 2022 vedtog EU’s medlemslande et såkaldt solidaritetsbidrag, der blandt andet medfører en særskat på den fossile energisektor i EU – herunder de danske raffinaderier.
Og det kan gå hen og blive dårlige nyheder for de grønne omstilling i Danmark, og i særdeleshed for de danske raffinaderier. Skatten kan nemlig ende med at spænde ben for overgangen fra fossile brændstoffer til grøn energi, mener man hos Drivkraft Danmark.
“Problemet er, at den valgte referenceperiode indeholder to Corona-år, der indtjeningsmæssigt var meget hårde år for raffinaderibranchen, som i forvejen er kendt for store udsving i indtjeningen årene imellem. Ved at anvende disse referenceår rammer Corona-årenes underskud dobbelt hårdt, fordi de trækker baseline for beskatningsgrundlaget ned,” siger Drivkraft Danmarks direktør, Jacob Stahl Otte, forud for Danmarks implementering af ny EU-lovgivning.
Han mener især, at den nye særskat er uretfærdig, da den rammer en branche, der aktivt har dækket sine underskud.
“Trods de gode intentioner, indføres særskatten derfor på et fejlagtigt grundlag og vil tilmed bremse raffinaderiernes omstilling.”
For de danske raffinaderier bliver udfordringen den, at de midt i en historisk stor grøn omstilling, risikerer at en stor del af de penge, der skulle gå til at sætte yderligere skub i de grønne initiativer, nu ender med at blive betalt i skat i stedet.
“Da omstillingen af raffinaderierne er meget kapitalintensiv, risikerer en særskat på det niveau, som er vedtaget i EU, at få meget negativ effekt på omstillingen. De penge, der skal betales i særskat, reducerer fremtidige investeringer i omstillingen, fordi de danske raffinaderier ikke er en del af større koncerner, som kan dække ”hullet”,” siger Jacob Stahl Otte.

