Ingen kommuner påtænker at justere timepriserne til de private pleje- og omsorgsvirksomheder på baggrund af den skyhøje inflation, selv om loven kræver, at priserne skal afspejle de reelle omkostninger. “Dybt rystende,” lyder det fra brancheforening.
Inflationen vokser, og pengenes værdi er ikke længere, hvad den har været. Netop derfor kræver gældende lovgivning også, at landets kommuner løbende justerer sine timepriser for leveret hjemmepleje til de private plejevirksomheder, så de afspejler de reelle omkostninger.
Dette er dog ikke sket, selvom vi netop nu oplever den værste inflation siden starten af 80’erne. De penge, de private aktører for pr. udført opgave er blevet mindre værd, end da aftalerne blev indgået, men loven siger, at priserne derfor skal genberegnes, er dette ikke sket. Det viser en helt ny analyse foretaget af arbejdsgiver- og brancheorganisationen KA Pleje.
”Vi vidste godt, at manglende justering af priserne er et udbredt problem, men omfanget er både overraskende og rystende,” siger politisk chefkonsulent i KA Pleje, René Nord Hansen, der erklærer sig rystet over kommunernes laden stå til.
Problem for valgfriheden
Blandt de i analysen adspurgte kommuner svarer ingen af de adspurgte, påtænker at justere timepriserne på baggrund af den skyhøje inflation.
Det skal de ellers i følge Serviceloven, hvor der står; ‘Kommunalbestyrelsen skal sikre, at afregningsprisen justeres løbende, når den bliver bekendt med, at omkostningerne ikke længere stemmer overens med afregningsprisen.”
Efter sidste år at have ført en sag ved Vestre Landsret mod Brønderslev Kommune blev det slået fast, at priserne skal justeres løbende.
”For det første er det selvsagt stærkt problematisk, at kommunerne blæser på lovgivningen og dommen fra Vestre Landsret. For det andet er misvisende timepriser en bombe under den valgfrihed, som mange ældre sætter stor pris på,” siger René Nord Hansen.
Når kommunerne ikke justerer timepriserne løbende, stiller det de private leverandører vanskeligere, end hvis kommunerne fulgte lovgivningen.
”Når de private ikke får den pris, de lovgivningsmæssigt er berettiget til, er det et anslag mod valgfriheden og en direkte vej til at give kommunerne monopol på at levere pleje og omsorg.”
Forskellige svar fra kommuner
KA Pleje har adspurgt kommunerne, hvorfor de ikke justererer timepriserne, som loven ellers foreskriver, har man modtaget meget forskelligeartede svar. Blandt andet forklarer Aarhus Kommune at de; ‘har den principielle holdning, at man ikke imødekommer anmodninger om prisreguleringer, der ikke i forvejen følger af aftalernes vilkår.’
Andre kommuner skriver i deres var, at de afventer udmeldinger fra KL, eller at timeprisen ikke skal genberegnes på baggrund af stigende inflation.
”Svarene viser, hvor lemfældigt kommunerne forholder sig til timepriserne. Man kan ikke bare – som for eksempel Aarhus gør – sige, at man ikke imødekommer anmodninger om prisreguleringer, når lovgivningen klart og tydeligt siger, at man løbende skal justere timepriserne. Længere er den ikke,” siger siger René Nord Hansen.
KA Pleje har i årevis talt for, at der oprettes et uvildigt klageorgan, som de private aktører kan gå til, hvis de oplever unfair konkurrence fra det offentlige på velfærdsområdet.
”Kommunernes ligegyldighed i forhold justering af priser viser, hvor stort behovet er for et uvildigt klageorgan. I dag har de private aktører ingen at klage til, så kommunerne kan slippe afsted med meget.”

