Det danske møbelbrand henter ny stærk produktdirektør ind fra Pandora. Og det er en erfaren profil, man har valgt at satse på i Susanne Jul Jakobsen.
“Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af en virksomhed med et unikt brand, en stærk global markedsposition og ekstraordinære produkter. Og jeg glæder mig samtidig til at møde de mange dedikerede kolleger og globale partnere ude i verden, så vi sammen kan fortsætte BoConcepts udvikling og vækstrejse,” siger Susanne Jul Jakobsen.
Hun kommer fra en stilling som Vice President for Global Business Unit, End-to-End process, efter at hun i en årrække var Vice President, Group Product Management. Tidligere i sin karriere har hun arbejdet i både Fjernøsten og Sydeuropa.
Stærk markedsforståelse
Som produktdirektør vil Susanne Jul Jakobsen være overordnet ansvarlig for hele produktcyklussen fra Design & Category Management over Product Life Cycle til prisstrategi. Områder, der er bærende dele af BoConcepts udviklings- og vækstplaner.
“Susanne Jul Jakobsen er en ekstraordinær kapacitet, som vi er særdeles tilfredse med at kunne byde velkommen som BoConcepts Chief Product Officer. Med Susanne får vi en fremragende leder med stor strategisk flyvehøjde – og samtidig et af de største globale talenter inden for sit felt. Hun kommer til med en stærk forretnings- og markedsforståelse og ikke mindst en nysgerrighed efter at forstå og imødekomme forbrugernes ønsker og behov,” siger BoConcepts CEO, Mikael Kruse Jensen.
BoConcept blev skabt i Herning i 1952 og har siden udviklet sig til at blive Danmarks mest globale møbelbrand med over 300 butikker i mere end 60 lande.