Vi står over for stadigt vildere vejr; flere storme og mere regn, og derfor skal der klimasikres mange steder i Danmark. Men processen omkring klimasikring er alt for ineffektiv og rodet, mener Betina Wichmann, senior director og advokat hos Bruun & Hjejle, og hun mener, at det skader klimasikringen.
Sidste år blev det vådeste år i dansk vejrhistorie. Klimaforandringernes konsekvenser viser sig gennem store regnskyl og oversvømmelser, som skaber udfordringer i vores byer og langs kysterne.
På tværs af Danmark ser vi, hvordan en nødvendig klimasikring af vores byer og kyster igangsættes. Projekter som højvandsmuren i Lemvig, skybrudssikring i Aarhus og skybrudstunneler i København er vigtige for at beskytte vores infrastruktur – og i sidste ende danskerne.
Men for at projekterne kan lykkes i tide, og vi kan være rustet mod fremtidens ændrede vejrforhold, kræver det, at vi tænker i nye baner.
Jeg har alt for ofte oplevet, at grundejere bliver involveret for sent i processen. Det kan skabe frustration og føre til modstand mod projekter, der ellers ville have opbakning. Projekter, som er nødvendige for vores fælles klimasikring af byerne.
Ifølge danske politikere og journalister ser vi ind i en tid med langt flere klimaprojekter som f.eks. kystsikring og skybrudstunneler. Jeg mener derfor, at vi bør undersøge nye måder at sikre en effektiv og strømlinet proces, hvor alle parter bliver tilgodeset undervejs.
De samme fejl gentages for ofte. Projekterne bliver for dyre og komplekse undervejs. Men hvis der allerede tidligt i processen sikres involvering af grundejere med aftaler på eksproprieringslignende vilkår, skaber vi mere konstruktive løsninger og dermed en hurtigere projektgennemførelse.
Ansvaret ligger både hos projektledere, grundejere og myndighederne. Gennemsigtighed og tidlig inddragelse bør være en del af fremtidens klimasikring, så de, der bliver berørt, har mulighed for at blive involveret. Kun sådan kan vi skabe byer og samfund, der står stærkt mod klimaforandringernes udfordringer.
Betina Wichmann er senior director og advokat hos Bruun & Hjejle.