Det er positivt, at der kommer stadigt flere ladestandere rundt omkring i landet, men især i yderområderne halter udviklingen, og det kan koste turister, hvis ikke udviklingen vendes.
I juni måned steg antallet af offentlige ladepunkter på landsplan til 13.151, hvilket var en stigning på 100,5 procent sammenlignet med juni 2022, hvor antallet af ladepunkter var 6.559.
Antallet af offentlige lynladepunkter steg ligeledes markant. Ved udgangen af juni 2023 var der således 1.144 offentligt tilgængelige lynladepunkter på landsplan. I juni 2022 var dette tal kun 561, hvilket betyder, at der er sket en stigning på 104 procent.
“Jo flere ladepunkter pr. elbil jo bedre står vi i den grønne omstilling, det siger sig selv. De enkelte kommuner et stort ansvar for at udbyde den nødvendige ladeinfrastruktur til kommunens borgere og udefrakommende pendlere,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Men det er ikke alle, der er lige så lykkelige over udviklingen som Mads Rørvig. I Vestjylland, hvor turistsæsonen er i fuld gang, og hvor turisterne kommer fra det meste af Nordeuropa, er der længere mellem ladestanderne end mange andre steder.
Samtidig kommer flere og flere af turister netop kørende i elbil, og de vil gerne kunne lade bilen op, uden at skulle køre for langt.
“Vi er helt overbeviste om, at flere og flere af vores gæster vil tage det som et kriterie for at booke en ferie hos os. Hvis vi ikke kan tilbyde ladefaciliteter på overnatningsstederne, er der en stor risiko for, at vi bliver valgt fra,” siger Peter Krusborg Pedersen, direktør i Destination Nordvestjylland, til DR Nyheder.
Sagen er nemlig den, at langt de fleste af de ca. 11.000 ladestandere, der er blevet sat op landet over, er sat op i og omkring de større byer. Samtidig bliver der solgt stadigt flere elbiler, og i årets første seks måneder blev der solgt 26.166 elbiler, viser tal fra De Danske Bilimportører.
“Særligt by-, pendler- og turistkommunerne har en stor opgave foran sig ift. at få udbredt flere offentlige ladestandere til de borgere, der ikke har mulighed for opsætning af private ladestandere.” siger Mads Rørvig.