Regnskabsåret for 2022 er startet godt for hotelkæden, Zleep Hotels, der samtidig har formået at realisere et noget mindre underskud i 2021 end først anslået. Det samlede underskud i 2021 lyder således på 15,3 millioner kroner efter skat.
”Med de udfordringer vi har stået overfor de seneste par år, er vi glade for, og stolte over, at have præsteret bedre end forventet i 2021 og dét trods underskuddet på bundlinjen. Vi har gennem hele krisen bevaret troen på vores forretningsmodel og i samarbejde med bank, udlejere og øvrige forretningspartnere fundet løsninger med positiv effekt på resultat og cash flow,” siger Zleep Hotels’ administrerende direktør, Peter Haaber.
Han ser dog klare positive tendenser for fremtiden, og hotelkædens forventninger til første halvår af 2022 er blevet indfriet. Det samme gør sig gældende for resten af året, hvor det generelle billede også tegner godt, og man forventer at markedet igen er normaliseret i 2024.
Zleep Hotels forventer at have indhentet de COVID-19-relaterede tab ved udgangen af 2025, hvilket blandt andet kædens effektive forretningsmodel, kommende hotelåbninger og en investering i en ny IT-platform skal bane vejen for.
I Danmark består Zleep Hotels af 14 hoteller, og over de kommende år forventer kæden at oprette yderligere tre hoteller her i landet. Desuden er seks Zleep-projekter allerede annonceret syd for den dansk/tyske grænse, og flere er i pipelinen.

