Stella Maris har positioneret sig stærkt på den danske hotelscene det forgangne år og hæver sit driftsoverskud med 56 procent. Hotellet kommer dog ud af 2024 med et mindre underskud, men forventer overskud igen i 2025.
For knap fire år siden overtog den fynske erhvervsmand Niels Thorborg Stella Maris med ambitionen om at skabe et gastronomisk flagskib i Odense Sport & Events portefølje.
I dag har hotellet, der ligger naturskønt i Kogtved ved Svendborg, etableret sig blandt landets bedste. På Tripadvisors liste over danske hoteller ligger Stella Maris stabilt i top-3, og stedet kan nu måle sig med branchens stærkeste aktører.
“Vi justerer og tuner hele tiden forretningen i takt med, at vi lærer stedet bedre at kende. I det forgangne år har vi taget nogle solide skridt på det gastronomiske niveau og foretaget nogle investeringer, som vi kommer til at høste frugterne af de kommende år,” siger hoteldirektør Lui Haas Jensen.
Han mener samtidig, at hotellet i dag leverer en kvalitet og et produkt, der gør det svære at komme udenom på den nationale scene, og at dette bliver en af grundstenene i at skabe en sund forretning.
Af regnskabet fremgår det, at Stella Maris øger bruttofortjenesten med 13 procent fra 12,8 millioner kroner i 2023 til 14,6 millioner kroner i 2024. Samtidig hæver hotellet sit driftsoverskud (EBITDA) med 56 procent og lander på en indtjening før renter, skat og afskrivning på 2,8 millioner kroner.
Årets resultatet lander dog på et minus på 700.000 kroner mod et minus på 1,4 millioner kroner året før.
“Der er ingen, der kan være tilfredse med at levere røde tal på den nederst linje i et regnskab. Heller ikke mig. Men en del af forklaringen på det negative resultat er høje interne renteudgifter, og havde disse været normaliseret, havde vi også svunget os op på et lille plus. Jeg fokuserer derfor på alt det, som vi er lykkedes med i løbet af året,” siger Lui Haas Jensen.