Med et stort fokus på ESG har Kjær & Sommerfeldt i 2023 vækstet både fysisk og økonomisk vækst, og resultatet viser dermed vækst 15 år i træk.
Der står 30,9 millioner kroner i overskud før skat på bundlinjen hos Kjær & Sommerfeldt, der samtidig hæver overskuddet med knap en halv million i forhold til 2022.
Overskuddet er hevet hjem i et år, der ellers bl.a. har været præget af tilbageholdende forbrugere, der i mange tilfælde har sparet på det private forbrug – men noget tyder altså på, at vinforbruget har været intakt hos danskerne.
”Jeg er yderst tilfreds med den fremgang, vi leverer. Vi har en sund forretning, hvor vi formår at investere og udvikle os, så vi står stærkt. Ikke mindst set i lyset af, at det generelt var et svært år for markedet, fordi købekraften var præget af inflationspres,” siger adm. direktør, Mads Stensgaard.
Kjær & Sommerfeldt har fokuseret på at udvikle både den digitale og fysiske del af deres forretning. I 2023 afholdt de over 400 smagninger, udvidede deres butik i Århus med tre smagslokaler og åbnede en ny butik og vinbar i en historisk bankbygning i Odense fra 1875.
Samtidig oplever virksomheden vækst i kerneforretningen med salg til hoteller og restauranter. Denne vækst tilskrives delvist muligheden for at levere et bredt udvalg af drikkevarer, herunder vin, spiritus, øl, læskedrikke og alkoholfrie produkter. Den samlede levering reducerer antallet af bestillinger og CO2-aftrykket for transport.
“Vi har bemærket en positiv respons fra vores kunder på vores totalleverandørkoncept. Dette har også ført til flere samarbejdspartnere, senest Carlsberg. Det er tydeligt, at vores engagement i ESG-principper har en væsentlig kommerciel betydning,” siger Mads Steensgaard.